Preamp Magazine a preamp makes sound louder without adding noise

Elias Rønnenfelt – Paletten, Viborg, 1. oktober 2026

Koncertanmeldelse

På årets første efterårsdag, en regnfuld torsdag aften, lagde Iceage frontmand Elias Rønnenfelt vejen forbi Paletten i Viborg som en del af sin solo efterårstour rundt på landets spillesteder.

Med to fremragende soloalbums i bagagen og anmelderroste koncerter, blandt andet på et propfyldt Avalon på årets Roskilde Festival, var forventningerne med rette høje til aftenens koncert.

Om det var aftenens landskamp i fjernsynet eller efterårsregnen, der holdt viborgenserne hjemme i de varme stuer, skal jeg lade være usagt. Der var i hvert fald ikke ligefrem trængsel på Paletten denne aften. Men vi, der havde fundet vej, fik til gengæld en fantastisk koncertoplevelse, hvor aftenens hovedperson på intet tidspunkt lod sig mærke af det beskedne publikum. Spilleglæden lyste derimod ud af både ham og bandet.  

Efter et kort opvarmningssæt med Hans Gustav Bjørklund, alias “Soap Horse”, der også er bassist i Elias Rønnenfelts band, gik Rønnenfelt på scenen og indledte aftenens koncert med “Another Round” fra den country inspirerede solodebut Heavy Glory fra 2024. Lineuppet er det helt klassiske, trommer, bas og guitar, med Rønnefeldt på forstærket akustisk guitar, på nogle af sangene spiller Bjørklund desuden mundharmonika.

Inden jeg går videre med selve koncerten, skal der lyde en stor ros til aftenens lydmand og til Paletten som spillested. Sjældent har jeg oplevet så skarp og velafbalanceret live-lyd fra første nummer. Ofte skal både band og lydmand lige finde hinanden, før lyden sidder i skabet, og det kan derfor godt tage et par numre, før det hele falder på plads. Sådan var det ikke denne aften i Viborg. Her stod både vokal og instrumenter knivskarpt fra første strofe og første guitaranslag.

Har man ikke oplevet Rønnenfelt på en scene, er det en oplevelse i sig selv. Han lever sig intenst ind i musikken, men kan samtidig virke både distanceret og nærmest stenet i sin fremtoning, mens han danser rundt med sin guitar. Han er dog samtidig meget nærværende, og takkede flere gange publikum.  

Efter endnu et nummer fra debutpladen var tiden kommet til nogle af sangene fra det nyeste solo-udspil, Speak Daggers. Et album, der adskiller sig markant fra debutens mere håndspillede udtryk. Her bevæger Rønnenfelt sig ind i et mere eksperimenterende univers, og når jeg lytter til pladen, kan jeg ikke lade være med at tænke på Becks skramlede lyd på eksempelvis Mellow Gold. Her er masser af effekter og elektroniske elementer, og så har Rønnenfelt tilmed fået besøg af så prominente gæster som det legendariske jamaicanske reggaeband The Congos!

Men nok om Jamaica, tilbage til den regnvåde aften i Viborg, for sangene fra Speak Daggers gjorde sig overraskende godt i de nedbarberede versioner. Det gav dem faktisk et lidt andet udtryk at blive udsat for Lo-fi setuppet bestående af 3 instrumenter og ingen effekter. Særligt stærke stod ”USA Baby” og ”Carry On Bag”. Men vi var ikke helt færdig med ”Heavy Glory”, fra debutten fik vi også ”Like Lovers Do” hvor Bjørklund fik lov at brillere på mundharmonikaen, samt smukke ”River Of Madeleine”

Ud over sange fra de to soloalbums blev der denne aften også fundet plads til numre fra samarbejdet med den britiske kunstner Dean Blunt og deres fælles projekt “Lucre”. Som aftenens sidste ekstranummer fik vi Iceage-klassikeren “Against the Moon”, som Rønnenfelt måtte spille på kun fem strenge, efter at en streng var røget under det foregående nummer. Det gjorde dog ikke noget, tværtimod blev det en fin og punket afslutning på en rigtig stærk koncert.

Os der var dukket op på Paletten gik ud i regnen med et smil på læben, det var ganske enkelt international klasse, der blev præsteret denne aften, også på et højere niveau end det, der blev vist på grønsværen i parken.  

Vurdering 4,3/5