Bedre sent end aldrig, har Thomas sagt om det indlæg her, og tidshorisonten for det, fordi det er efterhånden lidt tid siden House of Mirrors udkom. Men hvorom alting er, fylder All Them Witches meget her på redaktionen og derfor har vi givet ekstra plads (og ekstra tid) til deres seneste udgivelse, som bliver anmeldt af både Jonathan og Jonas. Anmeldelserne er skrevet uafhængigt af hinanden.
Jonathan
Det skal ikke være nogen hemmelighed at All Them Witches er et af mine absolutte favoritbands, og at jeg derfor er semi inhabil i forhold til at levere en objektiv anmeldelse. Det er dog også et af de bands, jeg har tilbragt allermest tid med at lytte til i mit liv, hvilket giver ekstra bund i anmeldelser, i min optik. Jeg skal derfor gøre mit bedste for at tydeliggøre mine betragtninger og bevæggrunde, så man selv kan vurdere om man er enig. Jeg er også heldig at blive flankeret af Jonas, som også giver sit perspektiv på pladen, så vi har to vinkler på den. Måske er vi enige og måske er vi ikke, men All Them Witches er et band, som fylder en del for os alle, så når de udgiver noget, giver vi det lidt ekstra tid og opmærksomhed.
Jeg vil også, og uden at gå alt for meget i ‘rigets tilstand’-mode, sige at ATW er en stor del af motivationen bag stiftelsen af dette onlinemagasin. Det er de fordi de sagtens kunne (og burde) være en del af den danske mainstream musik-dækning, men ikke er det. I min optik er de et af verdens absolut bedste nulevende rockbands, og de fortjener langt mere opmærksomhed end de får. Når folk siger at rock ikke rigtig er en ting mere (eller ligefrem er død), henviser jeg til ATW, som det ultimative eksempel på at rocken lever i bedste velgående, lige under overfladen.
House of Mirrors er ATWs syvende fuld længde album. Herudover har de udgivet en god portion live-plader, som virkelig også kan anbefales, i øvrigt sammen med en bunke live-sessions på KEXP (en radiostation og youtubekanal), og en nyligt udgivet fuld længde koncertvideo. Det hele kan anbefales. Udover de tidligere udgivelser hører det også med til forhistorien til pladen, at deres oprindelige trommeslager, Robbie Staebler, trådte ud af bandet, for at fokusere på andre projekter (blandt andet hans andet band UVWays). Det efterlod et ret stort hul, der skulle udfyldes, eftersom Staebler virkelig har sat sit præg på ATW’s lyd og udtryk i sin tid i bandet. For mig har hans absolutte force været et stensikkert groove, med nærmest urokkelig præcision og følelse. Sammen med en række andre faktorer, var Staeblers afgang også tæt på at blive enden for ATW (All Them Witches interview: House Of Mirrors and the future | Louder). Gudskelov trådte Christian Powers (en ven af bandet og trommeslager i bandet Fortune Child) til og bandet fik fornyet energi og vi kan sidde i dag og nyde deres første udgivelse i det nye lineup.
Så til pladen. Ved første lyt, i form af de tre singler Red Rocking Chair, Starting Line, og The Welterweight, var jeg (måske som følge af mine tårnhøje forventninger) ikke vildt imponeret. Jeg fik indtryk af at pladen ville føles som en lidt hurtigt skrevet plade, der bar præg af at være skrevet lidt hurtigt, under en turné og derfor ikke var lige så dybfølt som nogle af de tidligere. Den type plader er ikke nødvendigvis dårlige, men med ATW er min forventning at jeg bliver rørt af musikken. Ikke nødvendigvis så tårerne triller, men den skal ind og ramme noget, som gør, at man stopper op og mærker den. Og ved nærmere bekendtskab, skal jeg love for at man mærker den plade.
Det er svært helt at sætte fingeren på hvad pladen gør, fordi den spiller på mange af ATWs styrker og kombinerer dem rigtig godt. Charles Michael Parks Jr.’s vokal får sin vanlige plads og bliver ekstremt nærværende af de melodier og tekster, der pryder pladen. Ben McLeods bluesede guitarspil supplerer Parks’ vokal perfekt, og Allan Van Cleaves orgel/klaver/violin giver en fylde, der er afstemt sublimt i forhold til de andre. Det viser sig også at Christian Powers’ absolutte force er et stensikkert groove, der kan fortsætte i uendeligheden med usvigelig sikkerhed. En smule mere afdæmpet og ‘less is more’ end Staebler, men Powers indtager bestemt pladsen som ATW’s nye trommeslager fuldt og helt.
Hvis jeg skal fremhæve ét element, som jeg synes virkelig træder frem på pladen her, er det historiefortællingen. Parks’ vokal har altid fået plads og den har altid efterladt varige indtryk og fraser, der hænger ved, men på House of Mirrors, er det som om den har fået et ekstra niveau. Historierne i teksterne, bliver hos en længe, måske som følge af melodierne, og måske som følge af det musikalske ophav, bandet har. Både i form af deres Nashville-base med folk og country i højsædet, men også den southern-blues, som gennemsyrer deres musik. Nummeret Red Rocking Chair er for eksempel et gammelt bluegrass-nummer, som de har adapteret og gjort til deres eget (All Them Witches – Full Performance (Live on KEXP)). Særligt på Welterweight bliver man opslugt af historien om en bokser, som opsøger den stærkeste modstander og taber eftertrykkeligt. Vokalmelodien og akkompenementet supplerer hinanden perfekt, og lyrikken træder frem på en måde der faktisk minder mig om Taberens Søn af Allan Olsen. Måske er det bokser-temaet eller måske er det sangens komposition, men associationen er i hvert fald tydelig hos mig. Og det er en god ting. Welterweight er også mit favoritnummer på pladen, selvom Saturn Song er ved at overhale den. Det er et af de klareste tegn på at en plade er god, hvis mit favoritnummer skifter, efterhånden som jeg lytter til pladen, og det er sket med House of Mirrors.
Et andet karaktertræk for pladen (som måske er medvirkende til at historierne træder så tydeligt frem) er dens tilgængelighed. Numrene er relativt korte sammenlignet med tidligere plader, og der er mindre plads til syrede instrumental stykker, som ellers har præget tidligere udgivelser. Samtidig har teksterne også været mere abstrakte, end de er på House of Mirrors. Dermed ikke sagt at der ikke har været plads til den mere direkte historiefortæling tidligere (fx på The Children of Coyote Woman), eller at teksterne er banale på House of Mirrors, fordi det er de på ingen måde.
Men for mit eget vedkommende er instrumental-stykkerne en af de ting jeg bedst kan lide ved ATW, og min favorit plade med dem er da også Dying Surfer Meets His Maker, som har god plads til den slags. Derfor er jeg også en smule ambivalent omkring tilgængeligheden på House of Mirrors, fordi en del af mig savner de lange syrede stykker, og den kobling de kan skabe mellem numrene. Men jeg må også bare erkende at House of Mirrors er så gennemført en plade, hvor tilgængeligheden er der, uden at gå på kompromis med kvalitet eller autenticitet, og hvor instrumenterne får stadig plads, så det er måske mere et spørgsmål om et valg af udtryk på pladen, end en egentlig svaghed. Tilgængeligheden på House of Mirrors kan måske være det, der gør at ATW bryder igennem til den størrelse publikum, de fortjener.
Så når alt kommer til alt, har All Them Witches skabt en virkelig god plade (jeg er lige ved at sige fantastisk), som både vil begejstre eksisterende fans og lokke nye lyttere til, og måske bidrage til at modbevise fortællingen om at rockmusikken er død.
Score: 4.5/5
Jonas
Der er nu gået 2 måneder siden All Them Witches udgav deres 7 studiealbum – deres første i 6 år. Det er den længste albumpause bandet har gennemgået i deres karriere og en pause, der både har budt på opbrud, mulig opløsning og en nyfunden spilleglæde.
All Them Witches er et band, der altid har bevæget sig i yderkanten af det globale musikalske rockhierarki uden at slå faste rødder i hverken metal-lejren og ej heller i mainstream rock-universet. Dette faktum kan tilskrives deres utroligt naturlige og distingverede tilgang til de mere traditionelle genrer som country, blues og folk, som kunne afholde stringente metal-fans fra at koble sig ubetinget på deres udtryk, men også indlemmelsen af den psykedeliske stoner-rock og de mere proggede passager i mange af deres sange afholder dem fra at være radio/mainstream materiale.
Mens andre bands, der til dels deler nogle afskygninger af All Them Witches lyd og stil, har manifesteret sig indenfor den bredere befolknings kendskab, har kvartetten fra Nashville formået at holde sig fra at stige helt til tops i rock-stratosfæren. Dette ser ud til at kunne ændre sig med House Of Mirrors, som ikke kun er en plade, der viser et band med fornyet lyst, fantasi og energi men også udmønter sig i at være gruppens mest modne og veloplagte udgivelse.
Ben McLeod, Charles Michael Parks Jr., Allan Van Cleave og nytilkomne Christian Powers på trommer har brugt House Of Mirrors som et afløb for de seneste 6 års tumultariske forhold i bandet og man kan godt fornemme, især hvis man er bekendt med gruppens tidligere udgivelser, at der både er blevet ryddet godt op i sangsskrivningsskuffen og at bandet både siger farvel til nogle virkemidler, de tidligere har dyrket som varemærker samt siger pænt goddag til nyere og måske mere modige tiltag, der afspejler sig i især de sange, der på pladen umiddelbart virker for langt fra vanlig lyd og standard. Men som det er med mange ting i den moderne verden, er det netop de sange, der tager længst tid at fordybe sig i, der stråler stærkest når pladen endelig kryber helt ind under huden på én og ændrer sig fra at være bandets mest forskelligartede samling af numre til også at være den nok mest homogene og direkte udgivelse de har spyttet ud.
Bandet vælger på første nummer ikke at vige for langt fra den naturlige storhed de ofte kan præstere i deres lidt længere, psykedelisk-farvede tunge blues sange. Red Rocking Chair, som er en fuldstændig All Them Witches-genfortolket gammel folkesang stammende fra de Appalachiske bjerge, lægger hjemsøgende ud og brager kort efter igennem med nogle af de mest simple og tunge riffs bandet har præsteret nogensinde. Effekten er også derefter. Charles Michael Parks Jr.’s vokal er både skrøbelig men klart tilstedeværende og melodisk har manden næppe været bedre end han er på House Of Mirrors. Bandet gør med denne sang, samt Culling Line Aethernet og Turn On The Lights deres bagland stolt og hæver flaget for den jordbundne og countryficerede rock’n’roll som næsten kun de kan omforme gennem psykedelisk groove og tunge riffs og rundgange.
Culling Line følger op og er en af albummets stærkeste fortalere for bandets tidligere udtryk – nu skudt ud gennem fornyet og stram struktur. Van Cleave formår på orgel/synth/keys at brænde igennem og supportere hele den gyngende rytmesektion og forstærkelsen af hans tilstedeværelse på hele pladen giver ATW en ekstra dimension, som de også nyder godt af i live-regi. Ben McLeod får også stemplet ind med endnu en solo, som kun han formår. Han er både uhyggelig afstemt i sin lyd, men samtidig så fyldestgørende for både rytme, riff og især soloarbejdet. Bare tag næste sang på pladen, Aethernet, som med sit countryswing og yderligere genreudforskning får stablet et moderne rock-stykke på benene ved hjælp af groovy, men tight, guitarspil og solostykker, der er præcis så effektive som de behøver at være.
Hold Up, Say What? fungerer som et up-tempo modsvar til forrige Aethernet og pladens næste sang, Go Getter, som er en kort og stille men virkelig smuk ballade. Her får den psykedeliske blues vinger og Powers og McLeod groover og banker sangen fremad og får smidt så meget energi og stoner-rock slag afsted, at man glemmer hvordan bandet også kan spille på så mange andre kort. Bandets direkte og energiske flow er en smittende kraft, som man nyder hver gang tempoet bliver hævet bare en smule.
Derfor er effekten så meget desto større med Starting Line, som er bandets måske mest selvreflekterende rock anthem til dato. Når ATW både kan hive i bremsen, gå helt ned i tempo for derefter på få vendinger at fremstå som det størst lydende rockband på planeten er det bare beundringsværdigt. De omfavner i min optik alt hvad rock i 2026 burde og skulle kunne. Teknisk sublime, storslåede og minimalistiske i både lyd og udtryk, genreudforskende/definerende og helt unikke via deres tilgang til deres ophav og det de gerne vil give videre gennem egen musik.
Turn On The Lights bliver hurtigt identificeret gennem sin alt.rock/lette country lyd som ikke helt fralægger sig sine Queens Of The Stone Age vibes og ender som den nok mest lettilgængelige sang på albummet. Den holder sig til formen inden uptempo stykket som i et let rocket swing prøver at vriste sangen fri af dens egen indgangsvinkel. Den formår aldrig helt at ende, som det brudstykke den måske er tiltænkt som. Heldigvis arbejder bandet på et så højt rocket niveau at sangen tåler uendelige genhør.
Tredje sidste sang på pladen, Angel On The Wayside, er dén sang, der efter utallige gennemlytninger får vokset sig størst fra sit umiddelbare startpunkt. Den er swingende, med solid fokus på guitaren og Hammond-orglet, der bæres og skubbes i konstant afveksling, indtil sangen vender sig i et smukt roligt interlude. Sangen emmer af ufiltreret rock og rul og ender som et af albummets højdepunkter. Når All Them Witches beslutter sig for andet end lange, opbyggende psych/stoner mesterværker og går mere direkte til stålet bidrager de til netop den afveksling og udvidelse af den musikalske palet, der gør dem og denne plade til den bedst gemte juvel i rockverdenen.
Hvis man stadig er i tvivl om bandets nyfundne evner til på relativ kort tid at bygge deres ellers ekspansive musikalske udflugter op, så er og bliver The Welterweight det nye pejlemærke fremover. Her påtager bandet sig nærmest en ny identitet uden så meget som at miste en brøkdel af hvad der definerer dem som rockband. Med stor selvtillid og orkestralt overskud bliver man fulgt gennem en fantastisk fortælling omhandlende en boksers kamp med omverdenen – og ikke mindst sig selv – og sangen ender med at stå som et bevis på bandets egen kamp for overlevelse, for selvforståelsen og som et nummer bandet kan være utrolig stolte af at have komponeret – en forståelse af at rockbands nogle gange bliver større og stærkere af at gå den uundgåelige vej gennem selvrefleksion over tid. At blive modnet af at se sig selv gennem sin egen histories spejlbillede.
Denne refleksion udmønter sig også i pladens sidste nummer Saturn Song. Endnu engang indsvøber Charles Michael Parks jr. versene og omkvædet på smukkeste vis og får lyrikken til at stå skinnende klart som et nyt og åbent kapitel for bandet, der fremadrettet kan indkorporere endnu flere facetter i deres kartotek – et kartotek der nu indbefatter langt mere optimistiske og opløftende stykker af musik end tidligere set.
House Of Mirrors gør dét en god rockplade skal gøre – både for lytteren men også for bandet selv i det her tilfælde. Den indgyder håb, glæde og positivitet. Vi kan bruge det til at nyde nye aspekter af ét i forvejen mangefacetteret fantastisk rockband. All Them Witches kan bruge det til at minde sig selv på, hvor meget mere de kan ud over deres bagkatalog og forhistorie og at stort set intet kan stoppe dem, hvis de en dag beslutter sig for at indtage pladsen ved siden af de største nuværende rockbands på kloden.
Score: 4/5
Lyt til pladen og støt bandet på bandcamp: