Preamp Magazine a preamp makes sound louder without adding noise

Festival-Anbefalinger i efteråret 2026

Når sommeren går på hæld og de første toner af brunt og gråt indfinder sig i dagligdagens farvepallet, kan man som ethvert andet menneske godt føle at efteråret og vinterens komme virker uoverskueligt og som én lang sej kamp, der skal udkæmpes i ét træk med skyklapperne godt placeret, inden solens stråler vender tilbage og igen lyser verden og dens muligheder op. For at imødekomme denne naturlige de-route ind i melankolien og dens depressive svøbe anbefaler vi her fra redaktionen på Preamp 8 festival-oplevelser i Europa, som enhver musikfan kunne nyde godt af – en slags hjælp til selvhjælp – ved at injicere sig selv med gode oplevelser og musikalske hjælpestoffer, der kan give de skud af lykke – og livsfølelse – som er med til at holde menneskesindet oven vande gennem de, oftest, regnfyldte og blæsende efterårsmåneder.

Udvælgelsen af de 8 festivaler er baseret på kvalitative (redaktionel bias), geografiske og genremæssige parametre, hvor vi har haft størst fokus på, hvordan line-up’et fordeler sig, hvilke etablerede og nye navne der udgør profilen og at vi kommer rundt i europa, samtidig med at alle festival-mulighederne skal kunne tilgås forholdsvis nemt rent transportmæssigt.

Mængden af rock – og metalfestivaler vokser hvert år og det kan godt være svært at kigge på markedet og gøre op med sig selv, hvor man helt konkret føler at besværet er både rejsetiden og den økonomiske udlodning værd. Med vores 8 forslag håber vi at læseren får mod på at undersøge det ekstensive udvalg eller i det mindste får blod på tanden i forhold til at prøve kræfter med udlands-ture og anderledes festival-oplevelser.

September

Euroblast: Fredag d.25 – Søndag d.27 September – Køln, Tyskland

Tyskland er et stensikkert kort i Europæiske festival-sammenhænge. Hele året rundt producerer vores nærmeste sydlige naboer alt fra små DIY koncerter til nogle af de største rock – og metalfestivaler i verden.

I det vestlige Tyskland ligger landets 4. største by Køln og her finder vi i slut-september Euroblast, som i over 10 år har lagt scene til nogle af verdens mest spændende navne inden for så vide genrer som Death-Metal, Tech-Death, Prog, Melo-Death og Post-metal.

I år byder festivalen på 3 dages musik fordelt på 2 scener, og blandt de mest spændende navne kan nævnes Haken, Allegaeon, The Dear Hunter, Gorod, Swallow The Sun, Anciients, Decapitated, The Reticent og Agent Fresco.

For 150 euro får du disse 3 dage fyldt med fede navne i den mere Tech/Proggy-inspirerede afdeling af metal-genren men stadig garanteret en masse følelse og afveksling. Haken har manifesteret sig som en af prog.-metallens ypperste udførerer og er kendte for deres knivskarpe live-shows. Derudover kan man fryde sig over at de mellemstore navne har virkelig solide acts imellem sig. Tag til byen med Kølner Dom og oplev, ud over denne storslåede kirke, dette musikprogram, som enhver fan af moderne metal vil labbe i sig.

MetalItalia Festival: Lørdag d.26 – Søndag d.27 September – Milano, Italien

I samme weekend afholdes der MetalItalia Festival i Milano, hvor man kan få stillet sin appetit på store, betydningsfulde metalnavne samtidig med at man kan nyde et glas vin og lidt lækkerier på Via Fiori Chiari. Og hvis den sydlandske idyl ikke tiltaler én kan man være sikker på at navne som Paradise Lost og Amenra nok skal trække sorte skyer hen over støvlelandet. De schweiziske Thrash-legender Coroner har blæst mange bagover med deres længe ventede comeback-album sidste år og leverede et brag af en koncert på Mystic Festival i Gdansk i juni. De skal, sammen med Fear Factory, Gorod og Allegaeon stå for den Tech/Industrial-betonede ekstremmetal på festivalen. Derudover er der spændende navne som Harakiri For The Sky og 1914 til at skabe både atmosfære og slagkraft.

Det er dog mestendels Paradise Lost og Amenra, der for undertegnede nomineres som de største trækplastre på plakaten. Paradise Lost hovedsageligt fordi de spiller et specielt “By Request” show, som altid plejer at være guf for erklærede fans og så selvfølgelig Amenra, da de etablerede belgiere igennem mange år efterhånden har opbygget et ry for at være et af de mest medrivende og ærefrygtindgydende live-bands i metalverdenen.

https://metalitalia.com

Oktober

Der er hele 4 lande involveret i vores dækning af oktober måned på festival-siden. To festivaler overlapper hinanden d.9 og 10. oktober og her må man træffe det hårde valg om man helst vil tilbringe weekenden i det sydtyske eller man vil længere vestpå og holde fest på det legendariske spillested Doornroosje i Nijmegen i Holland.

Keep It Low 2026: Fredag d.9 – Lørdag d.10 oktober – München, Tyskland

For alle der er bekendte med det tyske pladeselskab/bookingbureau/promotor Sound Of Liberation Records er man garanteret en parade af solide navne når de afholder Keep It Low Festival på Backstage i München. Sound Of Liberation (SOL) har efterhånden etableret sig som en afgørende spiller indenfor bl.a. Stoner, Doom, Psychedelisk Rock og alt derimellem og er hovedmændende bag både Keep It Low Festival samt Desertfest Liege, som bliver afholdt en uge senere og som også bliver fremhævet i disse anbefalinger.

På deres plakat er at finde navne som 1000Mods, Slomosa, Hällas, The Devil & The Almighty Blues og Deathchant.

Generelt er SOL mestre i at samle og fordele den store bunke af etablerede og upcoming bands ud på de her årlige festivaler, således at programmet skifter fra lokation til lokation og man får både stillet sulten med mange af de bands man i forvejen kender, samtidig med at nye navne bliver skubbet frem i kulissen og får chancen for at manifestere sig i det virkefulde rotationsprincip, som er så vigtigt for små og mellemstore bands for at nå ud til så mange nye lyttere som muligt.

Norske Slomosa skal fremhæves som værende et fantastisk energisk liveband og har på nærmest rekordtid spillet sig forrest på plakaten på mange af de store stoner-festivaler gennem solide livepræstationer og en heftig turnékalender. Derudover kan amerikanske Deathchant nok overraske mange med deres ligefremme stone’n’roll attitude og højenergiske liveshows.

https://www.soundofliberation.com/festivals/keep-it-low

Soulcrusher Festival 2026: Fredag d.9 – Lørdag d.10 oktober – Nijmegen, Holland

Hvis man vælger at turen går til det hollandske i stedet kan man være sikker på at både hovedet og kroppen er godt brugt efter de to dage som Soulcrusher Festival varer. Både hovednavne og de mindre acts på plakaten kan garantere at de besøgende bliver blæst bagover stort set ligegyldigt hvem der er på scenen.

Folk kan blive forkælet med rigtigt dygtige live-performere i både YOB, Nails og Gaerea, som agerer hovednavne mens canadiske Anciients, danske Eyes og legendariske Warning også følger trop. Skotske Dimscua, som fik et fantastisk gennembrud på Damnation Fest sidste år, skal følge op på deres igangværende rejse mod tinderne og alle som elsker medrivende, katarsisk post-hardcore/Atmosfærisk sludge skal gøre sig selv den tjeneste at tjekke denne konstellation ud.

https://www.doornroosje.nl/festival/soulcrusher/

Desertfest Liége: Fredag d.16 – Søndag d .18 oktober – Liége, Belgien

Desertfest-konceptet har efterhånden spredt sig til 4 lande og er blevet en fast bastion på festivalkortet da plakaterne hvert eneste år byder på den ene imponerende band-sammensætning efter den anden. I maj måned kan man besøge Desertfest i både London, Oslo og Berlin, hvorefter man i efteråret kan rejse til Liége og få fornøjelsen af et sammensurium af gode bands, der gør sig i alt fra stoner rock over psykedelisk prog. til det tungeste doom på planeten.

Liège byder, de 3 dage det varer, på de britiske psych-rockere Uncle Acid & The Deadbeats, svenske Monolord, Japanske Boris og en lang liste af utroligt spændende og vellydende rockbands. Amerikanske Khemmis drager over sundet på en ny turné med deres nye album og lægger også vejen forbi Liége. Derudover bør folk holde øje med Australske Khan, der igen kommer til Europa og er kendte for deres sublime live-shows, der formår at få selv den stædigste konservative lytter til at rykke med kroppen og vippe med foden. Alt i alt er Desertfest en god måde at opleve nye bands på, da rotationen fungerer festivalerne imellem og setuppet er gnidningsløst og som skabt til et krævende men hyggevenligt publikum.

https://www.desertfest.be

Westill 2026: Fredag d.30 – Lørdag d.31 oktober – Vallet, Frankrig

Som den opmærksomme læser nok har fanget så er der blandt vores 8 anbefalinger hele 3 festivaler, der alle bevæger sig inden for stoner rock/doom metal segmentet og grunden hertil er, at der er vokset en kæmpe bevægelse ud af at arrangere disse events med fokus på den tunge riff-baserede musik, der både inkorporerer de klassiske dyder men også undersøger nye græsgange og åbner op for et utal af bands, der stilmæssigt lægger sig op ad stoner-metallen men som også indeholder afarter af alverdens andre spændende og undersøgende genrer.
Tager man til det vestlige Frankrig, nærmere betegnet byen Vallet i slut-oktober kan man her til Westill Festival opleve netop det opkog af forskelligartede bands, der alle bringer noget meget unikt til bordet, men som samtidig svæver i grænselandet mellem doom, stoner og post/prog.-universerne.

De britiske doom-legender Candlemass er øverst på plakaten med de tyske retro-stonere Kadavar lige under samt italienske Messa, som nogle måske har stiftet bekendtskab med sidste år, da de udgav deres yderst succesfulde 4 album “The Spin” som af mange, inklusive undertegnede, ansås for værende ét af årets bedste udgivelser.

Derudover tæller der en bred vifte af forskelligartede bands, som alle er etablerede og respekterede inden for hver deres genrer og udgør et meget interessant line-up.

Ukrainske Stoned Jesus, Svenske Lowrider og Skraeckoedlan samt klassiske The Obsessed burde af mange opfattes som værende et mere end passende bud på en god aften og garante for nogle live oplevelser, man kan leve længe på – langt ind i vintermånederne.

Damnation Festival: Lørdag d.7 – Søndag d.8 november – Manchester, England

Nu til én af de større og meget velrenomerede metalfestivaler i Europa. Manchester’s Damnation Festival er én af, hvis ikke den største indendørs ekstrem metal festival i Europa. Op mod 6.000 fans deltager hvert år og kan nyde godt af et kæmpe program med mere end 40 forskellige bands, der alle excellerer inden for deres felt. I år står øverst på plakaten mægtige svenske Cult Of Luna samt Satyricon, der får lov at udøve auditiv vold på metalfolket henholdvis lørdag og søndag aften.

Igorr, Carcass, Crowbar, Wolves In The Throne Room samt mange andre er smidt på plakaten i år og man kan være forvisset om at ligegyldigt hvilke genrer man dyrker så bliver ens appetit stillet. Det store plus ved denne festival er den store alsidighed som festivalen bevidst dyrker for at nå så bredt ud til publikum som muligt. Damnation har også i mange år haft evnen til at vække allerede opløste bands fra deres hi og få dem til at opføre én sidste koncert eller første reunion koncert på én af de 3 indendørs scener- en evne, der har gjort Damnation til en meget respekteret spiller på festivalmarkedet og et sted, som alle bands har lyst til at være på plakaten.

https://www.damnationfestival.co.uk

Core. Festival: Fredag d.13 – Søndag d.15 november – Glasgow, Skotland

Den sidste anbefaling flytter os nordpå til Skotland, hvor Core.Festival smider 3 dages fest og musik i hovedet på musikinteressede. Fredagens hovednavne inkluderer New York-retrolegenderne Saetia og hårdtslående Portrayal Of Guilt. Programmet i Skotland breder sig over en lidt mere punket og hardcore/screamo profil end de andre anbefalinger – dog er der stadig så mange navne, at også shoegaze, stoner og grindcore folket kan få sulten stillet uden problemer.

Lørdag aften byder på hardcore-kongerne Incendiary, hypede Angel Dust, punkrockerne i Petrol Girls og et væld af, især, lidt nyere og alternative bands, der søger en lidt bredere og blødere profil.

Søndag går derimod i den modsatte retning og vælger at eksponere publikum for eksplosive udladninger og frådende musikalske bæster, hvor især Pig Destroyer, Wormrot, Rwake og Horsebastard kommer til at rive det skotske højland midtover. Alt i alt en virkelig spændende og blandet festivalplakat til den nysgerrige og åbne festivalgænger, der med de nye strømninger inviterer friske kræfter ind på scenen uden at vinke farvel til de etablerede og populære core-navne.

Med Core.Festival i bagagen kan man roligt gå på vinterferie og lade op til et 2027 fyldt med nye, spændende festivaloplevelser, hvor man forhåbentligt får stiftet bekendtskab med bands man endnu ikke kender og får bekræftet den kærlighed man i forvejen har til alle de bands, der gør festivalsæsonen det hele værd.

https://www.corethefestival.com