Årets første sommermåned har holdt sit ord og indvarslet varmens komme. Det er for mange både svært at være inde og ude – den kvælende hede er alle steder. Om man søger den helende skygge eller nyder at friteres direkte i UV-strålerne kan tankerne have godt af at blive ledt væk fra den konstante smeltetilstand man befinder sig i og musikken kan her bruges til at bringe et helle på øverste etage – aircondition, billige vifter fra Lidl og åbne døre og vinduer må derimod stå for den eksterne aflastning.
I takt med at temperaturerne er steget er antallet af brandvarme udgivelser fulgt fint med og juni har vist sig at være en rigtig god måned for musikfans – på tværs af forskellige genrer.
Jeg har udeladt en masse seriøse kandidater til månedens udgivelse i denne anbefaling – dette er ikke pga. mangel på kvalitet eller relevans – det er et udtryk for, hvilken indflydelse de fremhævede udgivelser har haft på mig gennem den tid jeg har brugt i selskab med dem. Nogle plader fæstner sig mere end andre og denne subjektive konsekvens kan skyldes både humør, tilfældigheder, pladens produktion eller noget helt fjerde, men det skal absolut ikke fjerne fokus fra de, objektivt set, kvalitetsmæssigt fremragende plader, som ellers er udkommet i juni måned.
Udeladt er bl.a. det lidt overraskende andet udspil fra Converge i år Hum of Hurt, den længe ventede comeback-plade fra Doom legenderne Warning Rituals of Shame, Dark Rock ikonet A.A. Williams vellykkede tredje plade Solace, Death Cab for Cutie’s nye Indie/Pop/Rock basker I Built You A Tower, Prog.Rock vellyd fra både Sleeping Pulse Dreams And Limitations og Exploring Birdsong Every House We Built, eksperimenterende jazz/metal udgivelser fra henholdsvis Gold Spire Steps Into Shadow og Kilter Ten Billion Years, ligeledes eksperimenterende udøvere af Psychedelisk Rock/Stoner Slift med deres fantastiske nye plade Fantasia, endnu en opvisning i atmosfærisk sci.fi. electronic/prog.metal fra Genghis Tron – Signal Fire og ikke mindst sidste skud på stammen fra amerikanske Khemmis, der med deres selvbetitlede nye album sætter riff’et forrest og har skabt et af årets mest solide heavyplader.
Ovenstående er udgivelser, som alle hurtigst muligt burde indlemme i deres lytterkartotek og som kun kan ses som fremragende musikalske bidrag til starten på en god sommer.
Nu til de 5 plader jeg har haft fornøjelsen af at investere både tid og følelser i siden deres udgivelser i juni måned. Jeg håber at den korte medfølgende beskrivelse kan vække nysgerrigheden hos nye ører og at folk finder samme kvalitative glæder hos de 5 kunstnere, som jeg selv har oplevet.
Soft Curse – Liminal Ritual
Hvordan beskriver man bedst lyden af et band der består af medlemmer af Post/Punk Hardcore bandet State Faults som lidt uventet tager seriøse livtag med Doom-genren?. De beskriver selv deres udtryk som “Gloom Metal”, hvilket er et bud, dog et lettere fattigt ét af slagsen. For dem der kender State Faults i forvejen ville det være ret tydeligt, hvor deres styrker som band skinner igennem på Liminal Ritual.
For de uindviede vil Soft Curse fremstå som et utrolig selvsikkert debut-band, der helt tydeligt har styr på alle de traditionelle doom-forbilleder samtidig med at de formår at skabe sange, der lyder friske og fyldt med nyt liv til genren. Vokalisten Johnny Andrew skiller sig løbende ud på alle albummets 8 sange og formår at løfte pladen til de højder, der adskiller gode udgivelser fra standard udgivelser. Der er en klassisk rock/prog. følelse over hans vokal og han bærer elegant, sammen med de tonstunge guitarpassager, pladen fremad med både melodi, indlevelse og aktualitet.
Man får konstant fornemmelsen af, at man har manglet dette album i sin mentale diskografi. Deres sans for melodisk håndgribelighed og evigt skiftende angreb fra de tunge guitarer gør pladen til én stor medrivende lytteroplevelse og hvis prisen for mest velkomponerede samt veludførte guitarsoloer på et album i 2026 skulle uddeles ville jeg uden tøven smide min stemme på Liminal Rites. Et stoner/doom album vinklet gennem State Faults emotionelle kaleidoskop – en klar anbefaling.
Oh Hiroshima – And The Dead Tree Gives No Shelter
De svenske Post-Rock udøvere i Oh Hiroshima har stille, men sikkert, oparbejdet et storstilet katalog inden for atmosfærisk og storslået rock med plads til både prog.rock afstikkere og stoner rockens tunge, svajende riff-ekskursioner. På deres seneste udspil, And The Dead Tree Gives No Shelter, bevæger de 8 sange sig inden for de vante rammer som svenskerne er kendte for, men der er på dette album gjort mere for at hver sang får skabt sin egen identitet i det samlede lydbillede og hvor tidligere albums har strålet ved netop fastholdelsen af et samlet helhedsbillede konfirmeret i Post-Rockens muld stråler den nye plade i lige så høj grad ved modet til at udforske nye lydsider og strukturopbygninger inden for de faste rammer.
Vi er stadig dejligt fastlåst i den gængse, langsomme opbygning af melodi og rytme, men fokus er denne gang ikke kun på at bygge smukt op til klimaks og gentagne soniske udladninger – der er blevet meget mere plads til opdeling og indhold i både vers, vokalstykker og mere teknisk rockede passager. Der bliver trukket lige så meget fra ligesindede bands såsom PG.lost og God Is An Astronaut på Post-Rock siden som der bliver indenfor Post/Prog.-metallens åndsfæller i The Ocean og Khan. Åbningsnummeret Servant Of All hviler mere i den klassiske Post-Rock opskrift med et fænomenalt vokalarbejde og smukt klimaks og alle sange derfra, helt igennem til lukkeren Exit Cloud får Oh Hiroshima brugt alle deres værktøjer til at producere en af de mest vellydende og kaptiverende plader denne sommer.
Druidess – Trip Meadow
Trip Meadow er debutalbummet fra britiske Druidess og er dét album af de 5 jeg har udpeget, som jeg har haft mindst tid til at blive fortrolig med. Det har derimod også været det album, som fra åbningen af de første strofer har kunne lokke mig hurtigst ind i dets univers og forsikret mig i, at jeg ville kunne komme til at holde af dets liv og sjæl, hvis jeg investerede nok tid i det. Og det er svært ikke at blive forført af de nye psykedeliske stoner rockere, der på 8 solide numre gør alt de kan for at melde deres ankomst på den britiske tung-rock scene.
Bandet proklamerer selv en stor forkærlighed for Toni Iommi samt britisk folklore og både riffs og resten af det musikalske univers harmonerer rigtig fint med den selverklærede profil. Både tekstuniverset og lydbilledet sender tankerne mod det britiske højland svøbt i psychedelia og især James Hill på keyboard/synth og guitarist Daniel Downing stråler om kap på pladen, hvor alle riff lyder forfriskende, insisterende og yderst vitale. Hver sang er nærmest svøbt i enten hammond-orgel eufori eller kliniske synths, der akkompagnerer rytmesektionen og de mange up-tempo passager, som Druidess gør virkelig godt på pladen. Oven i det tætpakkede psych/stoner univers smider Shonagh Brown sine fantastiske vokalharmonier, der både dikterer omkvædende og derudover flyder ubesværet gennem hvert opbrud og nedslag som de energiske guitarriffs påtvinger.
Hvis man savner de melodiske storhedstider fra ligeledes britiske Alunah’s første plader, Black Moth’s swing og intensitet eller en genopvækket følelse af mytologisk guitarbåren, orgelindpakket stonerfest ala Green Lung’s Woodland Rites er Trip Meadow lige den plade man skal forkæle sig selv med.
Junius – Sotera
Junius’ første plade i 9 år har vist sig at være et mere end velkomment genhør med de bostonianske post-metal legender. Sotera er spækket med momenter og sange, der brænder sig fast allerede fra første lyt og lyder uomtvisteligt som et værk udført af et band, der ikke blot har haft 9 år til at skrive 8 nye numre, men også har brugt tiden og erfaringen til at skære helt ind til benet af deres lyd og på imponerende vis fremfører disse sange med så meget pondus og vitalitet at man føler sig fyldt til randen af metallisk vellyst efter pladen stopper med at spinne.
Dem der ikke har stiftet bekendtskab med Junius før kan notere sig at bandet har eksisteret i over 20 år og har indeholdt flere medlemmer, som har gjort sig i andre velrenommerede metalbands gennem tiden og som nu består af de stiftende medlemmer Joseph E. Martinez og Dana Filloon samt Orion Wainer, Eoghan McCarthy og Matthew Vincenty, der alle har været en del af gruppen den seneste håndfuld år.
Junius spiller en form for atmosfærisk og drømmende mørk rock/metal med post-metallens gennemløbende udladninger og bryster sig med en lettere gotisk klang som agerer bagtæppe i bandets grundprofil. Forsanger Martinez vokal fungerer som det melankolske anker på hver enkelt sang og med blandingen af Chino Moreno’s kantslebne ømhed og New-wave/goth rockens hjemsøgende fraseringer skaber han den præcise, skrøbelige ying til bandets metallisk fremturende og storladne yang. Hvor man tidligere har oplevet bandet skabe albums, der virker gennem deres sammenhængende storhed og overordnede atmosfæriske historier er der på Sotera en fiksering af fokus på hver enkelt nummer og både åbneren Disciple, efterfølgeren The Oracle, Initiatrix og afslutteren Scythian kan ses som regulære singler og enkeltstående perler, der omfavnes af de mere stemningsfulde eller hårdtslående numre. En plade, der opfylder alle kriterier for en bevægende post-metal plade og som cementerer Junius som et band, der kan udvikle sig via stringent nedskalering af post-elementet men samtidig opbygning af skarp og direkte sangskrivning med blikket rettet mod umiddelbar fortællestyring og enkeltstående værker. Dette gør fremtiden for Junius endnu mere lys da det giver bandet en mærkbar større udforskningsflade og på Sotera viser de, at de skam mestrer hele spektret.
Fires In The Distance – Circadian Promise
En af årets mest omtalte og anmelderroste udgivelser står amerikanske Fires In The Distance (FITD) for. Med deres særegne og velkomponerede melodiske død/doom rammer de endnu engang plet for anden plade i træk, da også 2023’s Air Not Meant For Us indarbejdede sig på alverdens lister over årets bedste metal-udgivelser. Da Air Not Meant For Us udkom var jeg også med på det rosende hold og jeg nød i mange måneder at tilbringe min tid med at fordybe mig i den store melankolske metaloplevelse, som FITD havde kreeret.
Plade nummer 3, Circadian Promise, rummer alle de elementer, der gjorde Air Not Meant For Us til den dybfølte oplevelse den var, og bandet formår, ligesom ovenstående Junius, at skabe et nyt værk, som strømliner alle vindende faktorer fra tidligere diskografi og udraderer de få bestanddele, der kunne anses som svagere bidrag til den grandiøse helhed. Circadian Promise er et selvsikkert bæst fra start til slut og på samtlige parametre viser bandet at de nu skal anses som ét af de førende bidrag til den melankolske melodød/doom kategori.
FITD starter lidt typisk men virkningsfuldt med de 2 første singler som åbnere af pladen og både Of Radiance And Levitation samt To You, The Author Of My Fade gør alt de kan for at bevise, hvor mange strenge bandet kan spille på. Of Radiance And Levitation er et mesterværk i sig selv og de melodiske markører fra både guitar – samt keys – indkapsler den storladne melankoli og skubber hvert segment af bandets virkemidler fremad mod en episk afslutning. To You, The Author Of My Fade breder sig over lidt flere genremæssige sider i den stilsikre melodød-bog, men der er intet genbrug eller imitation at spore i nogle af de kompositoriske indslag. Den store styrke på pladen – og hos bandet generelt – er at man bevæger sig inden for de klassiske dyder, som har skabt så mange etablerede og bestemmende bands inden for genren, men de får alting til at lyde så vibrerende genfødt og eminent vedkommende at man føler, at man er vidne til en helt ny genres skabelse undervejs. At kunne indkorporere så meget identitet og personlighed i sin musik og samtidig skabe sange, der virkelig giver genlyd i erindringens ekkokammer er en stor præstation i undertegnedes bog og jeg under alle at kunne gennemgå samme oplevelse under gennemlytningen af Circadian Promise. Melodisk død/doom i absolut særklasse og et enestående musikalsk værk på sine helt egne præmisser. Nyd, nyd, nyd.