Netop hjemvendt fra Tønder Festival og har derfor besluttet at bruge den stadigt frisk-i-erindringen festival-stemning, som katalysator for denne måneds anbefalinger. En regnvåd måned, hvilket vi også fik at mærke undervejs på festivalen, hvor evigt dyrebare Emmylou Harris skyllede væk på den store Open Air scene og især de sidste 2 dage tog form efter det våde vejr. Solide koncerter med Erik Koskinen, Uncle Lucius, Leon Majcen, Ken Pomeroy og The Brothers Comatose lagde et godt fundament, hvortil Fantastic Negrito, John R. Miller og Emmylou Harris hævede barren inde på pladsen.
Blandt denne uges 5 anbefalinger findes også en plade, der umiddelbart kunne være udvalgt grundet min nylige færden gennem den traditionelle, håndlavede musikatmosfære – dog kan jeg forsikre, at pladen står helt objektivt stærkt på august måneds udgivelsesplatform og at den er udvalgt udelukkende på grund af dens musikalske styrke. Western-influeret eller ej.
Inden vi når til de 5 udvalgte udgivelser for sidste sommermåned i 2026, går jeg kort igennem de andre spændende udgivelser, der ikke bliver udvalgt til analyse i denne omgang.
Cancer Bats og deres ultraenergiske og hårdtslående punkede hardcore gør deres bedste for at placere Give Me Dirt så højt som muligt blandt bandets diskografi og lykkedes næsten. Hulder bringer et mere poleret og alsidigt udtryk til bordet med Verbolgen og har skabt et dynamisk black metal album med moderne rødder i folk/pagan-mulden. Coyote Man har med Prosthetic Memories kreeret en instrumental prog/metal plade, der gnidningsløst væver synth-nostalgi og post-rock sammen til et forbundet imponerende hele. Dead Tired kræver med Hornets Of Fall lytterens opmærksomhed (og trommehinder) via en insisterende omgang vred og febrilsk hardcore. De tasmanske debutanter The Absolution Sequence gør stort indtryk på tech-død scenen med den progressivt orienterede Dread Cycle. Det nye tyske bud på Goth/Rock scenen The Night Eternal viser masser af potentiale til at kunne skabe et muligt mesterværk på sigt – vi må indtil videre nøjes med solide Cold Velvet. Spocks Beard knopspringeren Pattern Seeking Animals leverer endnu et bud på klassisk prog/rock med gode melodier og flotte guitarsoloer på Grimalkin. Der bliver taget noget bid ud af oftest aggressive Chelsea Wolfe på hendes nye plade The Dark, men dette udtryk mestrer hun bestemt også. The Barbarians Of California har skabt et nyt værk indenfor den støt stigende Party-core genre med satirisk islæt og tunge legestykker med Megatons. Faerie Ring’s forrige album Weary Traveler endte højt på min liste over bedste plader i 2023 – denne gang er der ændret lidt på lyd og stil, men vi rammer stadig en gyngende solid omgang stoner-metal med masser af melodi og ørehængere. Storslåede Russian Circles bringer med deres niende album, Nine, karrieren full circle og indkapsler alle rekvirerede styrker gennem årene på albummets syv overbevisende sange. Lige så storslåede Mastodon fortsætter deres evige søgen efter deres nye moderne prog-lyd på Marrow Deep. Franske Gorod er, som sidste måneds anbefalede Psycroptic, mestre i den tekniske og formfuldendte dødsmetal og rammer endnu engang plet med The Ember Gone, der denne gang videreudvikles med roligere passager og atmosfære. Sidst har vi de amerikanske Post/Screamo hybrider Dreamwell og deres nye Hymns For The Denial Of God, der endnu engang fremviser et band med energi, passion og vrede rettet mod religion og sunde øregange.
Hvis ovenstående ikke er fyldestgørende nok for den umættelige lytter følger her denne måneds 5 anbefalinger:
Din Of Celestial Birds – Takeoffs And Landings
Skotsk instrumental Post-Rock kan være sjældent at finde på den gængse musiklytters playliste, hvilket ikke kan overraske nogen. I tilfældet med Din Of Celestial Birds kunne man dog argumentere for, at de med deres nye plade Takeoffs And Landings slår et kæmpe slag for at lige netop deres kreative output burde kunne skabe en masse nye fans til genren.
Din Of Celestial Birds (DOCB) har i noget tid rumsteret i mindre skala på post/prog. scenerne rundt omkring i Europa og med flotte opvisninger på både Damnation Festival, Dunk!Festival og Arctangent Festival har de taget tilløb til det aktuelle gennembrud, helt som ventet.
Med hele 3 guitarister sætter bandet sig selv op til at skulle levere på især dén front og med titelnummerets opstart cementerer de tydeligt, hvor effektivt de gør brug af både lead – rytme – og melodiguitar til at skabe det kæmpe musikalske landskab bandet er så ferme til. Post-rocken bliver drevet af guitarernes vekslen i melodi og riffs, mens bassen tungt understøtter hele affæren og genrerforskydningerne bliver allerede meget tydelige på anden halvdel af Marmoris, hvor trommerne og to gange guitar nærmest anlægger Blackgaze-intentioner og sætter afslutningen sublimt op.
De progressive elementer bliver også ganske tydelige, jo længere albummet driver frem og løfter ofte Takeoffs And Landings op i det luftlag, hvor post-rocken bliver omformet til noget større og mere dynamisk. Strengene bandet spiller på er simpelthen så alsidige, at man bliver henført til en masse andre imponerende bands i hver af deres respektive genrer, hvis styrker DOCB har indrullet i deres repertoire og gjort til deres helt eget væsen. Bands som Russian Circles, Caspian, God Is An Astronaut og And So I Watch You From Afar lurer alle i baggrunden og fungerer som pejlemærker for det skib, bandet har søsat med deres nye opus. Storslået og selvsikker virker Takeoffs And Landings rigtig mange gange, og alle sangene når at opbygge et crescendo i sidste halvdel, der derfor skinner et meget klarere lys på den forgående halvdel når sangen når sit endeligt. Tag en sang som When Suddenly.… der starter bombastisk og med tunge muskler, og leder tankerne hen på Russian Circles med ekstra fart på, og pletskuddet af en sang når et smukt melankolsk mellemspil ledende hen til den episke afslutning, hvor et synth-bombardement og synkoperede rytmer hamrer sangen i mål.
You Are My Temple fortsætter den eksalterede mix af post-rock og progressive finurligheder og fører over i Migratory Patterns, hvis opbygning igen kunne være taget fra en ældre Russian Circles plade. Trommerne får også her lov at udvikle sig fra den normale Post-rock formel og bliver en stor grund til at DOCB fremstår meget mere nuancerede og fremskyndede i Post-universet end mere genrelåste bands. De kan både agere rytmisk følgesvend og allestedsnærværende hjerteslag og fortjener stor cadeu for DOCB’s samlede udtryk.
Alt i alt en smuk, medrivende plade, hvor storheden virkelig slår sine folder når den rettidigt bliver sluppet løs og hvor skotterne beviser, at de nu kommer til at gebærde sig på de lidt større scener med dette fremragende album i ryggen.
Nephila – Huldra
Med det smukke cover inviterer svenske Nephila indenfor i deres 70’er inspirerede psych/heavy-rock med dertilhørende stoner-riffs samt mytologiske fortællinger fra ældre folklore om de svenske skove, dragende figurer og skæbner bundet hertil.
Med 2 guitarister, en trommeslager, en på orgel/synth og en kvindelig duo i front på vokal indleder Nephila smukt pladen med Mother Of The Woods, hvor scenen bliver sat med en forførende vokalbåret introsang og en klassisk retrolyd, som skal indikere at vi nu har med et band at gøre, der peger pilen tilbage til dengang musik blev lavet med sjæl og formål.
In Her Hands brager derefter igang med albummets klare sing-a-long hit. På 3 minutter og 19 sekunder basker Nephila et fantastisk groove afsted med orgelet svømmende i baggrunden af det stærke heavy-riff, der sidder som klistret til øregangen efter endt gennemlytning. Den feministiske vinkel på den lyriske side skinner igennem den svenske skovbund og fremhæver kraften i den kvindelige figur og dennes dualitet på hele albummet.
De fleste af sangene er formularisk bygget ret ensartet op, så man bliver ikke udfordret på de uforudsigelige afstikkere og skæve øjeblikke. Derimod er bandet så forankret og kapable i deres retrorock-univers, at alle instrumentale afdelinger kender deres virkemidler til fulde og bliver brugt yderst effektivt. Ash Their Bones – et andet højdepunkt – rager højt op på den mere progressive stige og får de to vokalister til at demonstrere deres vidtrækkende kunnen i den rytmiske sektions jammende rock-univers med plads til både inciterende guitar-licks og orgelopvisning.
Der trækkes bredt på inspirationen fra den psychede 70’er potte og mere moderne bands, hvis lyd deler nogle af de samme aspekter Nephila ynder at fremvise. Både Blues Pills’ bluesede og melodiske retrorock, Hällas’ progressive 70’er tilbedelse, Genesis’ tidlige og meget britisk-ladede folk-prog og Ghost’s riff/omkvædsbårne univers bliver sammenlignelige gennem pladens 9 sange. Når man går fra albummets intermezzo, den instrumentale og legesyge Capercailles Hymn, over i singlen Huldra bliver man fragtet fra netop de engelsk-affekterede progressive velmagtsdage til den mere psykedeliske stoner-afdeling og det hele er pakket ind i en varm, lækker og nutidig produktion, der får bandet til at lyde præcis så bagudskuende, som de ønsker at være, samtidig med at pladen fint finder plads i 2026.
Solar Eclipse og Living Grave fremstår, med de længste spilletider, som et velplaceret makkerpar på sidste halvdel af udgivelsen, og får udstillet bandet som en velsmurt maskine, der gnidningsløst opererer inden for alle retrorockens stilistiske træk. Solar Eclipse starter som en ballade og bliver gradvist både større i lyden og mere intens i orkestreringen og kan kun blive en formidabel oplevelse i live-regi. Living Grave bruger sin bluesede charme til at sætte gang i festen og stiger i intensitet, inden mellemstykket lægger en klassisk dæmper på legen, inden det hele eksploderer i guitarfryd og Hammond-understøttet boogie-rock.
Pladen kunne sagtens have fundet sin afslutning her, men Nephila vælger i stedet at lade F.I.N.N lukke overbevisende af. Sangen lader igen den mytologiske fane blive viftet bevidst, og lige så yndefuldt som pladen blev åbnet, lige så effektfuldt bliver den også afsluttet.
Huldra er en plade med et fantastisk musikalsk kollektiv, der i den grad lykkedes med deres mission om at bringe den savnede, sjælfulde rocklyd fra 70’erne virkningsfuldt ind i moderne tid. En plade for alle, der elsker rockmusik lavet på instrumenter og vokaler, der kraftfuldt imponerer frem for at manipulere. Det handler om musikken.
Billy Strings – So Much For Goodbyes
Jeg var én af dem, der hoppede forholdsvis sent på Billy Strings-toget. Selvom jeg af flere omgange er stødt på både navnet og alskens videoer af det dengang unge, virtuose stjernefrø på country/bluegrass scenen, har jeg aldrig givet mig selv den nødvendige tid til at fordybe mig i mandens diskografi eller de efterhånden legendariske live-videoer, som har skabt furoren omkring hans talent.
Med hans nyeste album, So Much For Goodbyes, har jeg endelig fået hul på bylden og er dykket ned i bagkataloget, for både at kunne sammenligne med den nye plade – og udviklingen hertil – men også for at undersøge, hvilke facetter, der utvivlsomt differentierer den stadigt unge Strings fra resten af scenen.
Det første der slår én, når man hører So Much For Goodbyes er en langt mere moden omfavnelse af form og finesse til klassisk sangskrivning via en relativt roligere stemning samt en mindre ekvilibristisk tilgang til helhedsudtrykket. Der er stadig afstikkere til de vanlige, og ventede, jam-stykker med fuld tryk på bandets kedler og et legende sammenspil af en anden verden. Men disse indslag er færre, og mere afmålte, end mange af Strings’ tidligere plader og det giver et større fokus på mandens evner til kunne skabe mere standardiseret sangskrivning og en mulighed for at udtrykke sig mere personligt, som ekspressiv kunstner, hvor ikke kun fingrene får lov at tale.
Der er hele 16 sange på albummet, hvoraf to er instrumentale ballader, og første halvdel indeholder syv meget forskellige sange, som tydeligt viser at Strings kan begå sig inden for samtlige genrer, der udskyder fra de samme rødder inspirationerne stammer fra, såsom country, bluegrass, gospel og folk rock. Produceret af T-Bone Burnett, med hans evne til at få stjerner til at funkle i deres klareste skær, er der gjort rigeligt for at både backing-bandet og de prominente gæster på udvalgte numre, får lov at eksekvere deres fremragende bidrag indenfor rammerne af deres ekspertise. Når sangene bliver højnet ved indførelsen af mandolin, banjo, violin, steel-guitar eller mundharmonika, er man aldrig i tvivl om ophavsmændenes evner og jam-repertoire, og pladen emmer af både kunsterisk frirum og en tilbagelænet cadeu til den historie, som genrerne uløseligt forbinder sig til.
Hvor åbningsnummeret I’m One Of Those begår sig i en klassisk (også for Strings’) melodisk bluegrass, som bliver bedre og bedre for hvert lyt, er der allerede på det efterfølgende nummer skabt rum for en lille udvikling i Strings’ lyd og Burn The Other End gør anderledes væsen af sig med sin fremragende vokal og det istemmende kor i omkvædet, der giver mindelser om en ligeså melankolsk men samtidig mere aggressiv Nick Drake. Sangen bliver med violinsoloen i c-stykket og den insisterende og løsslupne fremdrift et hurtigt højdepunkt og viser en ung herre med styr på sine kunstneriske virkemidler.
Efterfølgende Carry Us Home er en mere rolig, men utrolig smuk, bluegrass-ballade mens Lay Me Down viser Billy Strings med pilende pegende klart bagud til fordums tider og folk-traditionerne og sangen emmer af historie-fortælling, der selvfølgelig virker lige så relevant i dag, som det gjorde dengang. Lucid Daydream bevæger sig inden for den mere syrede bluegrass og slutter også af på en psykedelisk note inden Mill Town Flood sætter endnu et højdepunkt på kortet med sin akustiske ballade, der synger i takt med englene på samtlige omkvæd. Hvis ikke den selvlidende katarse sætter sig i sjælen efter endt lyt, er der ikke mange ting der vil. Sidste sang inden det instrumentale mellemstykke er ligeledes melankolske Live To Tell med sit iskolde country-narrativ og endnu engang smukke vokal, som stadigt viser, at Billy Strings stoler mere og mere på sine evner som selvsikker sangskriver.
Albummets anden halvdel fortsætter med brede vingefang og dækker både over hyldest-hymnen Light The Way, den umiddelbart naive I Like Train Songs, som på sigt vokser sig stor og indsigtsfuld og den selvreflekterende og ensomme 10.000 Miles From A Friend. Ligegyldigt, hvilken specifik genre Strings kaster sig over, besidder han så meget talent og indholdsrig musikalsk bagage, at alle kunstnere der begår sig i samme kredse ville ønske de kunne sammensætte lige så velskrevne og veleksekverede sange. Still I Crash viser Strings i sin mest sårbare og modne fase og stiller smukt fokus ind på det nylige tab af hans mor, inden han får sendt de sidste skud i bluegrass-bøssen afsted med manér på de afsluttende sange.
Jeg har hørt dette album rigtig mange gange, og for hvert lyt bliver det musikalske niveau mere og mere tydeligt, og tilbage står en vurdering af en udgivelse, fra en kunstner med alle strenge at spille på, men som i denne omgang har valgt at fokusere på de små historier og den nærværende følelse frem for ekspressive detours og teknisk fremførsel. Vi er stadigt på et meget højt teknisk niveau – midlerne bliver bare brugt til cementering af forståelse frem for flair. Og det klæder Billy Strings rigtig godt. So Much For Goodbyes er en plade til alle tider, året rundt, og vil klæde alle alsidige musiksamlinger.
Besvärjelsen – Till Glömskan Ad Oblivionem
Vinderen af august måneds Doom Charts og endnu et heavy stoner/doom band fra Sverige. Landet, der bliver ved med at producere det ene kvalitetsband efter det andet. De fem svenske musikere, der står bag Besvärjelsen, har kreeret 11 sange til deres 3. fuldlængde, som på alle leder og kanter lægger på i forhold til deres sidste album – den ligeledes fremragende Atlas.
Selvom august måned, også blandt Doom Charts’ top 40, har været en forholdsvis sløj måned, hvis man ser på rigtig gode udgivelser – overordnet set – så forpligter en 1.plads alligevel. Lea Alzam på vokal, Staffan Winroth og Andreas Baier begge på guitar og vokal, Johan Rockner på bas samt Erik Bäckwall på trommer har skabt et værk, der kræver en del gennemlytninger før man endelig forstår, hvordan alle de forskelligartede stile, der skydes afsted fra bandet, bidrager til en specifik og meget homogen atmosfære, der gennemsyrer hvert enkelt nummer på pladen.
Der er masser at hæfte sig ved med de første gennemlytninger. En sørgmodig, dog vitaliseret vokal fra Lea Alzam. Guitar-riffs og grooves en masse. Uptempo numre og langsomme sjælere, der senere vokser sig store og overvældende. Melodi-linjer, der lyder bekendte og afprøvede, men er som formede til den eksakte sangs udtryk og essens. Bid efter bid begynder pladens numre at finde deres plads i både rækkefølge og op – og nedsving, og når de først endelig åbner sig for det indre øje (øre), begynder man at forstå Besvärjelsens mission.
The Greatest Sin starter næsten for åbenlyst med en ægte rock’n’roll indledning, der hurtigt bliver optimeret med både baggrunds-kor i omkvædet og et ordentligt groove til at føre sangen opad og fremad. Accelerating Hearts låner lige lovligt meget fra Queens Of The Stone Age i starten, men bliver hurtigt sin egen og man forstår, hvorfor netop den sang får lov at agere efterfølger til startnummeret. Trommerne er vibrante og nærmest allestedsnærværende og man kan ikke undgå at synge med på den smittende melodi, der rives fremad af Alzams vokal.
Både Battles, Counting Flies og til dels Drifters On A Quiet Stream antager et mere doomet udtryk og den langsommelige, svenske eftertænksomhed lægger sig over sangene. Alle tre fremragende numre, der synliggør, hvor gode bandet er til at bevæge sig ind og ud af henkast til diverse genrer, der dog alle bibeholder det tunge flair. Selv lidt poppede anslag findes frem uden at ændre lytterens tilknytning eller overbevisning angående Besvärjelsens formål.
The Mountain og Pulse bevæger sig som Royal Thunder uden Mindy Parzons unikke stemmeføring, tilsat lidt heftigere tyngde og vægt i de førende riffs. Didn’t Come To Party starter med en let progressiv markør ala Agent Fresco inden den igen finder tilbage i Besvärjelsens heavy-dyrkende og melodiske stoner-miljø. Sangen, der også har fungeret som singleforløber til albummet, rammer alle de rigtige takter for et fyldestgørende og medrivende stoner danse-nummer og sidder plastret i hukommelsescentret længe efter pladens afslutning. Black Wave og …Oblivion lukker albummet af, igen med hver deres helt unikke, dog sammenkoblede, udtryk.
Till Glömskan Ad Oblivionem fungerer på de tilbudte præmisser, man langsomt bliver indført i. Ligesom en blind person lærer et nyt rum at kende, bliver man efterhånden både tryg i- og tilknyttet til omgivelserne og pladens melodiske understrøm garanterer, at hvert gennemlyt tilfører nye højdepunkter samt en fascination af bandets evner til at fremtvinge så vedkommende sange i så karakteristisk et univers.
Fen – Elemental Part One: Mourning Earth
Da jeg satte mig for at udpege denne måneds fem fremhævede udgivelser, måtte jeg tidligt i processen erkende, at den femte og sidste plade ikke var så åbenlyst og sikkert et valg som de fire andre. Jeg befandt mig i flere uger omkredsende en håndfuld andre udgivelser, da jeg håbede, at de over tid kunne placere sig i kampen om den sidste plads på anmelderkortet. Jeg bibeholdte dog den sunde skepsis og forblev tvivlende, indtil Fen og Elemental Part One: Mourning Earth endelig ramte den nerve, der sendte de ideelle impulser afsted til frontallappen og definitivt afgjorde valget for mig.
Fen er et engelsk black metal band med 20 år på bagen og Elemental Part One er, som titlen antyder, det første kapitel af to plader, hvor atmosfærisk black metal blander sig med post-blackens mere melodiske univers tilsat en hel del lettere progressive elementer, der fungerer som dynamisk omskifter, når musikken kalder på det. Her på første plade bliver det hurtigt klart, at Mourning Earth virker langt mere struktureret end tidligere udgivelser fra bandet og de længere, mere mørke ekskursioner er blevet erstattet af en mere sammenhængende og direkte attitude, hvor Fen virker til at vide, hvorfor og hvordan de mest effektivt går efter struben på deres kontrollerede kompositioner og får det optimale ud af hver opdeling og arrangement.
Det mest iørefaldende er den omtalte progressive kappe, der omsvøber hele pladen og giver langt mere luft og derfor også mere tydelighed mellem de relevante stykker af enten atmosfærisk black eller melodisk post-black. Måden, hvorpå bandet formår at bevæge de smukke passager af naturdryppende melankoli ind over bestialske udbrud af atmo-black bringer glædelige minder om en tid, hvor legendariske Agalloch perfektionerede netop denne stil, og flere gange under gennemlytningen frydede jeg mig over, hvor tæt Fen kommer på at genskabe den lyd, som så få har evnet at replikere til fulde.
Glacier åbner ballet med netop den rette kombination af smuk atmosfære og stram post-rock rytme, der smelter sammen med den progressive post-black, og sangen arbejder sig frådende afsted gennem trommernes ihærdige tiltag oven i en smuk produktion, der får alle musikalske bøjninger fremhævet, uden at noget dækker over andet.
Tectonic har et mere moderne black metal drive over sig og kommer blæsende fra land. Guitaren vrider både snørklede leads afsted, samtidig med at rytmen konstant skifter, og man bliver nødt til at fremhæve riff-arbejdet på denne plade, da alle processer eksekveres med så stort overskud, at man skulle tro, at det var guitarister fra flere forskellige bands, der havde lånt deres input til Fen og deres idé-kasse. Man skifter ulasteligt fra atonale og diskante picks til bløde, svævende guitarflader og Tectonic skaber gennem sin direkte attitude den ene sublime overgang efter den anden.
Pladens tredje nummer, Massif, var allerede fra første lyt den helt store oplevelse og nu, hvor resten af albummet har åbenbaret sig, er den stadig lige så storslået og står som et pejlemærke for den diversitet Fen efterhånden besidder og bruger med rettidigt omhu. Første halvdel af Massif fyldes af skønsang og den progressive post-black atmosfære, som førnævnte Agalloch mestrede og leder hen til det massive skift, der indvarsler de rivende black-metal riffs og den klassiske black vokal, som ophøjer sangen hele vejen til dets sammensmeltende klimaks. En klar kandidat til årets sang for mit vedkommende.
Abyssal Plain fortsætter som en direkte arvtager fra Massif, og melodien føres videre over i næste udflugt på pladen. Trommerne buldrer igen videre, og der ledes med skønsang i baggrunden, indtil bandet igen indfinder sig i deres dynamiske roller og hiver os igennem passager med næsten thrashede riffs og dyrisk vildskab, inden der lukkes for anden halvdel af det storslåede makkerpar, som Massif og Abbysal Plain udgør.
Barrow efterfølger, som pladens næstsidste nummer, og den påtager sig rollen som den mest traditionelle black metal sag, med ekstra meget fart over de galloperende riffs og højenergiske trommer. Intensiteten er i top og har med undtagelse af få passager ingen intentioner om at lade lytteren hvile inden det afsluttende nummer, Moor.
Hvor Fen har været hele manegen rundt på pladens foregående 5 sange, virker det til, at Moor skal indkapsle Fens mission med pladen og fungere som en erklæring fra bandet om, at den nye musikalske kurs er lagt og skal føre videre ind i dét der bliver Part Two som næstkommende udgivelse.
Moor bruger sine 13 minutter til at åbne helt op for sin atmosfæriske verden og lade alle elementer komme til fuldt skue. Her på pladens sidste nummer bliver der skabt så meget luft, at bassens fylde og ret markante betoning virkelig kommer til sin ret, og man lægger ekstra meget mærke til alle de små detaljer og produktionsmæssige tiltag, som bandet har kreeret sit univers omkring. Sangen træder et progressivt trin op i sidste halvdel og bedyrer dens storhed, lige indtil det sidste minut smukt får lov at klinge ud og lade sindet affinde sig med, at rejsen ind i Fens musikalske terræn er slut for denne gang. Heldigvis kan man glæde sig over, at der venter en omgang atmo-black mere inden for den nærmeste fremtid. Og hvis Elemental Part One: Mourning Earth er den nye standard for Fen, er 2027 allerede ét fremragende album rigere.