Preamp Magazine a preamp makes sound louder without adding noise

The Afghan Whigs – Soft Control

Afghan Whigs leverer med Soft Control et af karrierens højdepunkter, her godt 40 år efter bandet blev dannet, og endnu en stærk påmindelse om, at Greg Dulli og co. stadig har masser at byde på.

Afghan Whigs var en del af den alternative rockbølge i 90’erne og blev samtidig en del af det legendariske Sub Pop-pladeselskab, hvor de blandt andre havde selskab af Nirvana. Det helt store gennembrud udeblev dog, selv om Gentlemen fra 1993 og Black Love fra 1996 for alvor satte bandet på landkortet i indie kredse. For denne skribent var især Gentlemen lidt af en øjenåbner. Et album, der ramte lige i solar plexus, da jeg hørte det første gang, back in the days.

Afghan Whigs var dog aldrig helt et grungeband, deres udtryk langt mere soulet, mørkt og teatralsk. Jeg har altid syntes, at de var mere beslægtede med Joy Division, med det samme mørke og den samme desperation, om end Greg Dulli’s stemme har mere soul i sig, end salige Ian Curtis’.

Men det var dengang. Nu er det 2026.

Soft Control er bandets fjerde album siden genforeningen i 2011 og bandets tiende studiealbum i alt, og det virker til, at de aldrende mørkemænd har lagt noget af sortsynet på hylden. På Soft Control titter lyset også frem på flere af albummets 10 numre. Det gælder særligt på en sang som ”Duvateen”, hvor Dulli eftertænksomt synger om at lægge de gamle destruktive mønstre på hylden. Man bliver næsten i godt humør af at høre det nummer.

På ”My Lover” er vi dog tilbage til det mere klassiske og dystre Afghan Whigs, som man kender dem fra deres 90’er-plader, en sang hvor en distortet elektrisk basguitar er lagt helt frem i lydbilledet og bidrager til det mørke udtryk. Der er dog også en enkelt sang på albummet, der rammer lidt ved siden af skiven. Den tilbagelænede ”Mariah Luster”, der åbner med fuglesang og en lidt doven trompet samt masser af strygere, lever ikke helt op til pladens ellers høje niveau.

Albummet rundes af med den smukke ”A Simulation”, der også er pladens længste nummer, og som trækker tråde tilbage til afslutningsnummeret ”Faded” fra Black Love. Det er et ambient-agtigt nummer på over 6 minutter, der langsomt bygger sig op med klaver og pedal steel, sidstnævnte spillet af ingen ringere end Greg Dulli’s læge! Sangen kredser om livets store spørgsmål på smukkeste vis:

Unseen, a
reprieve and I’ll bе
fine

On a roll

And I saw how it’ll be

Breathing like a boxer

Somewhere in round thirteen

Heavy on

Et sørgmodigt punktum på en meget fin plade.

Score: 4,1/5