For de flestes vedkommende er juli måned lig med sommerferie og afkobling fra både job og hverdag. Hvis man er én af dem, der ikke pakker programmet for hårdt kan noget af den frie tid bruges på både at indhente nogle timers musik fra det første halvår af 2026 samt at mæske sig direkte i juli måneds saftige udgivelser. Der er rigeligt at tage af.
Denne sommermåneds udbud kommer endnu engang vidt omkring på rock/metal spektret og spænder bredt fra engelske prog-legender til én-mands dødsmetal-ekskursioner. Kvaliteten er både for de nævnte, samt anbefalede, igen relativt høj og juli måned fortsætter med at bidrage til gode tider rent musikalsk.
Deep Purple trodser al gængs fornuft og leverer endnu et friskt og vitalt prog.rock album spækket med fantastisk samspil og denne gang lidt mere korte og direkte hits på Splat!. Mortem gentænder ilden på black-metal udspillet Mørketid. Solace vinder Doom Charts for juli måned med en blanding af klassisk stoner og doom drysset med deres velkendte prog.-lyd på Fading Failing Ruin. Fuming Mouth og frontmand Mark Whelan leverer dødsstødet til sin nu overvundne kritiske kræftdiagnose med death/crust bombardementer på den fremragende The Ringing Bell. Chicago’s Black Sites serverer endnu en selvsikker basker af højtravende heavy/prog. proportioner på For Eternity. Belgiske Emptiness efterlever navnet og dykker ned i den mørke intethed på den vilde, kompromisløse Nowhere Speaks. Cinder Well agerer minimalistisk folk-rock spøgelse, der over tid vokser sig til et grandiøst musikalsk goth-akkompagnement med langsigtede eftervirkninger på A Blooming Body (https://preampmag.dk/cinder-well-a-blooming-body/ ). Quicksand bruger ikke lang tid på at vise, hvor meget de nyder deres nu lange velfungerende comeback med pladen Bring On The Psychics. De dissonante dødsmetal-amerikanere i Nothingness tager deres tørn med de store kræfter – og vinder – på knasende tunge Godslaughter. Èt af årets vildeste musikalske eksperimenter bliver sluppet løs med én-mands bandet Sallow Moth’s Hydrophilous Brood der kandiderer til årets mest originale udgivelse og sidst men ikke mindst udgiver svenske Svindel med deres debutalbum Drömfeber, på altid kvalitets-garante Ripple Music, en forfriskende og sommerlig 70’er psych/rock plade med noget for enhver rockfan.
De ovenstående albums er blevet hørt og nydt, men fokus for juli måneds anbefalinger er dog faldet på 5 andre plader, som alle hver især har bidraget til sommerferienydelse og gjort indhug på pengepungen, da de alle er blevet bestilt til hjemmesamlingen. Her følger hvorfor:
Rezn – Cycles In The Infinite Dream
Hvis man mener, at man har en god plan er det bare med at følge den.
Amerikanske Rezn har efter 5 fuldlængder og 2 EP’er rystet posen godt og grundigt, skåret fedtet fra benet og maksimeret deres sangskrivningsfokus og er således endt ud med, efter min mening, deres mest sammenhængende og holdbare udgivelse til dato. Hvor Rezn tidligere har været svære at sætte i bås rent musikalsk men også har drevet ind og ud af genrer og klar identitet, er der på Cycles In The Infinite Dream (CITID) ryddet godt op i de vildere musikalske afstikkere, og kikkerten er blevet rettet mod en meget mere homogen og melodisk harmoniserende plade.
Rezn har længe ageret lillebror til landsmændende Russian Circles på de turnéer de har delt sammen de sidste mange år, og det virker til at den daglige observation af Post-metal mestrenes færdigheder har sparket noget fornyet fokus og klar intention ind i bandets sangskrivning, for CITID er et album, der nu kan stå side om side med Russian Circles bedste momenter og kandiderer til ét af årets bedste metal-albums.
De største forbedringer, ud over det overlegne fokus på et klart narrativ og det spraglende musikalske overskud, gælder især vokalen, som rammer plet på samtlige numre og er så tydeligt harmonisk afstemt til hver sang, at den virker som et femte instrument hele vejen til slut. Der er så tunge riffs lagt ind på den her plade, at man nogle gange glemmer, hvor melodisk og psykedelisk bandet ellers klæder sig på, men de fungerer fabelagtigt som kontrast til den ofte synth-bårne atmosfære og den instense fremdrift i vokal og hooks.
Rites Of Passage lægger ud på præcis dén måde, som meget af pladen eksekveres på – hjemsøgende atmosfære, skarpe, æggende riffs og en rytmesektion, der på mange plader nu har vist, at Rezn både kan fungere som rolige psych-proggere lige så vel som hypnotiserende doom-bringere. Både Transient, Cloudfall og bombastiske The Vessel viser et band, der har ladet sig influere på den aller bedste måde af netop Russian Circles og de kæmpe riffmastodonter af sange placeres strategisk fint mellem de mere psykedeliske og svævende hits på resten af pladen. Der bliver også lukket med, måske, den bedste sang Rezn har komponeret – den meget prog- stænkte Terra Preta, der står flot på skuldrene af nogle af 70’ernes største progressive rock-skabninger.
Alt i alt en fremragende plade, der hurtigt bliver omsat til en personlig musikalsk kompagnon man nyder at følges med.
(Derudover skal man også huske at nyde det fantastiske cover, som tangerer til et af årets mest dragende og som passer utroligt godt til albummets lyd og intention.)
Psycroptic – The Pulse Of Annihilation
Nogle gange kan et uhørt højt bundniveau godt gå hen og blive en hæmsko, hvis topniveauet svinger lidt for drastisk.
Psycroptic har siden deres gennembrud og tidlige mesterværker, henholdvis The Isle Of Disenchantment og The Scepter Of The Ancients, domineret og ageret som et unikum på den globale Tech-death scene. De vilde tasmanere har siden leveret det ene bundsolide og imponerende stykke tech-infuseret dødsmetal efter det andet – dog uden helt at ramme de samme højder som tidligst i karrieren. Både Symbols Of Failure fra 2006 og efterfølgeren Ob(Servant) fra 2008 har favoritstatus i mange lejre af Psycroptic fans, men den almene dødsmetalscene har længe higet efter den oplevelse, som de 2 første plader kunne skabe hos lytteren.
The Pulse Of Annihilation når heller ikke i mål med det evige ønske om genskabelsen af den tidlige magi, men som beskrevet, kan mindre også sagtens gøre det. Og det gælder især, når produktet denne gang er så levende og indædt leveret som tilfældet er her.
Der er ikke mange bands, der lyder som Psycroptic og deres force er netop den særegne lyd skabt hovedsageligt af brødrene Joe og Dave Haley på henholdsvis guitar og trommer. The Pulse Of Annihilation er smækfyldt med det ene virtuose guitar-riff efter det andet og der bliver liret lige så vilde progdøds-licks af, som der bliver drejet op for thrash-tempo og sving ud over stepperne. Trommestilen er skabt efter at følge guitaren, hvilket er lidt uortodokst, men giver Psycroptic netop det frenetiske men fuldt kontrollerede drev, som bærer bandet højt gennem alle de engagerede kompositioner.
Bandet lyder hverken mættede eller sløje på trods af de mange års virke, og det er vildt imponerende at lytte til et band man har fulgt gennem samtlige udgivelser over en 20-årig periode og stadig blive blæst komplet bagover af den energi, selvsikkerhed og bidskhed, som de leverer på deres nu 9. album. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg nu har hørt kolossale Gathering the Venomous Herd og dens overgang til næste nummer A Sword Of Me med den klassiske (for Psycroptics vedkommende) spanske guitarintro og følt mig henført til 2003 og min personlige indføring i tech-dødens begyndende univers.
Det virker ikke som om, at bandet har tabt hverken skridt eller pusten ift. lignende nyere udøvere og The Pulse Of Annihilation gør alt den kan for at bide fra sig og legemliggøre Psycroptics budskab om at eradikere al konkurrence og, for nu, at sætte bandet tilbage i førerstolen for teknisk og brændende intens dødsmetal. At pladen kommer til at drive lidt ind i sin egen eksekveringsmodus til sidst og ikke fastholde fuld plade gennem alle 9 sange, er lidt ligesom at plædere utilfredshed med, at Paris Saint Germain ikke vinder alle deres kampe 7-0.
Psycroptic sejrer sikkert og har bevist at de stadig kan levere sange – og hele albums – der kan være blandt de bedste over 20 år inde i deres karriere.
Witchsorrow – The Devil And All His Works
Nogle bands prøver ihærdigt gennem hele deres karriere at overgå deres helte uden at være i nærheden af målet, nogle indhenter dem og nogle overgår dem endda på sigt. Doom-bannerførerne Witchsorrow har på deres femte plade – den første siden 2018’s Hexenhammer – givet deres åbenlyse helte en solid dosis kamp til stregen og forsøger med alle klassiske midler at indprente sig i annalerne over doom-genrens mestre. Blikket er stift rettet mod Black Sabbath, Cathederal, Saint Vitus og nyere helte såsom Electric Wizard og lyden på The Devil And All His Works afspejler alle de mange facetter, som gør ovenstående bands til prominente fakkelbærere for All Things Doom.
Sangene er stort set inddelt i etaper over den gængse doom-drejebog, hvor åbneren Omnia Finiuntur starter med ildevarslende klokker akkompagneret af orgel, der selvfølgelig leder direkte ind i et riff tungere end klokketårnet selv. Gennem startsangens 11 minutter bliver der sjældent hævet tempo og man bliver helt som ventet suget langsomt ind i en hypnotisk tilstand, der er standardeffekten af det gentagende svingende riff. Efterfølgeren Bacchus er ligeledes tung, men peger pilen i en mere moderne og fuzz’et retning, der leder tankerne hen på nutidige doom-dyrkere såsom Windhand eller polske Dopelord. Trioen formår i sangens sidste halvdel at bygge på i form af formidabelt pedal – og soloarbejde, tunge basgange og taktfast men vildt trommespil fra Scott Taylor.
Pladens tredje sang, Hades Chains, ændrer betydelig karakter og gør brug af et andet af doom’ens varemærker og sætter tempoet betragteligt i vejret med et thrash-riff så ondt, at pladens narrative omdrejningspunkt må sidde et sted og trække på smilebåndet. Det er stadig lige tungt, men Witchsorrow er glimrende til at indkorporere alle virkemidler ubesværet og gnidningsløst til størst mulig effekt.
Altar er en tung sag, In Triumph We Rot smækker endnu engang pedalen i bund inden slutteren …A Quintessence of Dust ender pladen på mægtig facon og cementerer Witchsorrows plads som værdige arvtagere for de store gamle doom-bands vi uundgåeligt må undvære. Derfor er det ekstra dejligt at have trioen fra Hampshire til at minde os om, hvorfor vi blev forelsket i genren til at starte med.
The Salt Pale Collective – … and God Said Nothing
Hvordan beskriver man bedst et album, der på én gang føles som et indre jordskælv og som en opløftning mod lyset for oven?. UK-sludge/post-metal trioen The Salt Pale Collective (TSPC) har med deres anden udgivelse skabt et værk med så stor grandeur at virkeligheden har ændret form og indhold efter endt lytning. Selvom …and God Said Nothing i sit udgangspunkt kun er designet som en EP, ender de 36 minutter som pladen varer med at udgøre et produkt, der langt overgår utallige andre bands deciderede fuldlængder – både i mening og massefylde.
Lige fra åbninsnummeret, der med sin begyndende snigende atmosfære og en sidste halvdel, der er tungere end kontinentalpladernes forskydning, skubber TSPC alt modstand til side med utrættelig indlevelse samt kæmpe produktion og ender gennem 6 numre med at trille alle post-metal evnerne fintfølende og velplaceret rundt på brættet.
Når kollektivet vil være hårde er de næsten ubærligt hårde og når de vil rive i hjertestrengende gør de det med så velovervejet pondus og sonisk overblik at overgangene bliver direkte forførende og næsten lige så gode som de metalliske udløsninger. Flerstemmige bevægelser bidrager til en konstant vekslen mellem det æteriske, det sørgeligt meningsfulde og det dybe tunge, og vokalernes indflydelse på helheden kan ikke overdrives. Nogle af årets mest medrivende og nærmest palpatorisk vægtige sange findes på denne plade og alle med en kærlighed til tung, atmosfærisk post-metal skal bruge tid med TSPC’s nye udgivelse inden 2026 er omme.
Protest The Hero – Within
To af årets mest eksperimenterende, virtuose og stilsikre albums er indtil videre blevet leveret fra USA’s øvre nabo, Canada, og man kan undre sig over hvad der render i bjergvandet derovre for både Devin Townsend’s mageløse The Moth samt Protest The Hero’s Within har solid kurs mod årslisterne 2026.
Hvor pladerne deler sammenlignelige udtryk såsom teknisk højtravende, teatralsk frembrusende, kontrolleret vilde og kompromisløs fremadskuende er der dog stadig væsentlig forskel fra Townsend’s tusindfacetterede lyd og operatiske sangstrukturer til Protest The Hero’s punkede vildskab og frenetiske metalangreb.
Seks år er gået siden Protest The Hero udgav deres seneste plade Palimpsest – en plade fyldt med deres særegne progressive metal pakket ind i amerikansk zeitgeist – og nu er tiden kommet til næste skridt i karrieren. Og hvilket ét.
Med sine godt og vel 35 minutters spilletid får bandet vist alle de strenge de kan spille på og deres virtuose kunnen foldet ind i komplekse sangstrukturer krydret med det ene skiftende catchy guitarriff efter det andet, gør Within til en yderst imponerende lytteoplevelse fra start til slut. Rody Walker er stadig i en liga for sig selv hvad angår unik vokalføring og udfolder endnu engang sine talenter på udgivelsens 8 numre, hvor hans teatralske beskrivelser går fra højt til lavt med bravado og hele pladens tema føles antændt af en uudslukkelig ild raspende fra hans halsrør.
Mathcore-svøbte albumåbner Mouthpiece tager ingen fanger lige fra start og med nagelfaste punkede indspark og progget vokalføring fortsætter sangen ufortrødent med at dupere lytteren. Fishhook følger op med en langt mere punket og højtravende melodisk statur og fremstår næsten overkomponeret idet den inddrager stort set alle metal-universets våben og styrker. Man kan forestille sig Coheed And Cambria på steroider og med kasketten sat på skrå.
Grandfather’s Axe er så bedaget med lækkert guitarspil fra de to ekvilibrister Luke Hoskin og Tim Millar og bliver hurtigt en favorit for segmentet, der bedst kan lide det vredere og tungere Protest The Hero. Hele forestillingen fortsætter med The Orchard, der bare fylder på med progressive godbidder inden Liberty Spike og The Mariner lukker pladen af med bandet i deres stærkeste fremvisning. To kæmpe sange fra canadierne, der virker meget fokuserede på at få alt brændt af inden de 35 minutter løber ud.
Musiklyttere, der gerne tør stille krav til udbyderne og som elsker at udfordres på deres forløbige ståsted kan/skal gå i krig med Within – pladen er fra første lyt en massiv tour de force i energisk prog.metal og kommer uden tvivl til at stå den kvalitative distance. Ikke kun i resten af 2026 men mange år fremover.
(Endnu engang skal der henledes opmærksomhed på albumcoveret, der også kandiderer til ét af årets mest betagende).