For dem, der er så ånds-rutinerede og kan huske årtusindeskiftet og de musiske paradigme-skift der huserede på daværende tidspunkt kan nok også især ihukomme, hvordan metal-musikken prøvede at finde sig selv efter nogle halvsvage 90’ere og derfor var et både mere åbent og villigt landskab når det kom til udforskningen af nye græsgange rent genremæssigt. Nu-metallen havde stadig rodfæste i det, især, unge publikum mens den mere modne og krævende metalfan spejdede efter den eller de næste musikalske bølger, der skulle komme til at afspejle overgangen til det nye årtusinde.
Den 5. juni 2026 genudgav Relapse Records amerikanske Burnt By The Sun’s 3 albums – Soundtrack To The Personal Revolution, The Perfect Is The Enemy Of The Good, Heart Of Darkness – hvoraf de 2 første var med til at skabe og definere en af de ovennævnte bølger, der kunne bringe ny energi ind i – og retning på – metallens generelle udvikling. 3 albums, der alle cementerede Burnt By The Sun som en storspiller på den metalliske hardcore scene.
Store, stadig relevante, navne såsom Converge, Botch, Dillinger Escape Plan, Coalesce og genudgivede Burnt By The Sun prøvede omkring slut 90’erne-start 00’erne at skabe en modvægt til den, vil nogle mene, letkøbte og melodibårne nu-metal, hvor især rap og sing-a-long venlige hooks var måden metallen optrådte på udadtil og gjorde sig gældende i musikverdenen. En modvægt, der ulig nu-metallen umiddelbart nærmest forsøgte at distancere lytterne frem for at forføre dem. For en ung, relativt uerfaren, metalfan var mødet med denne nye bølge af bands og deres dissonante og lettere kaotiske lydbilleder en helt ny verden, der som beskrevet først føltes som en uvedkommende og fremmedgørende lytteoplevelse men som ved stædig gentagelse og graduel påbygning åbnede for en helt ny forståelse for, hvad metallen også kunne – og skabte en strømning af bands, der til stadighed definerer og omskaber den måde metallen bliver konsumeret på i 2026.
Den 20. marts i år udgav den belgiske trio Crouch deres debutplade Breaking The Catatonic State. En lytteoplevelse, som med det samme bragte mig tilbage til begyndelsen af 00’erne og min indføring i post-metallens spæde start.
Crouch spiller deres musik ud fra en klar inspirationskilde, hvor Botch, Burnt By The Sun, Coalesce og især hedengange Knut udgør strømningerne, der driver bandets lyd og form fremad. Deres post-punkede lyd blandet med henholdsvis kaotiske og disruptive rytmeskift samt voldstunge breakdowns leder klart tankerne mod førnævnte bands og bliver en potpourri af alt det bedste post-metallen opdyrkede i den tid men uden at Crouch mister deres egen identitet og aftryk på slutproduktet.
Post-begrebet i metalmusikken er bredt defineret og skifter karakter afhængigt af, hvor i verden du befinder dig. Den amerikanske musikscene har defineret langt flere forskelligtlydende bands under én og samme post-metal paraply efter forgodtbefindende, hvorimod europæiske kritikere og musikkyndige har været langt dygtigere til at definere og rubrikere bands og stilarter under de mere koncise genre-bannere. Derfor kan det for nogle være svært at finde ud af om et band som Crouch skal defineres som et Post-Hardcore band, Post-sludge, Post-metal, Metalcore eller Metallisk hardcore band.
Hvis man som jeg har brugt meget tid med både Botch, Knut og Burnt By the Sun samt er meget optaget af hele den bølge af fantastiske bands, der udspringer fra Belgien i disse år, så er det ret tydeligt at høre, hvorhenne på spektret Crouch prøver at placere sig og hvordan deres inspirationskilder har formået at blande sig med deres egne kvaliteter og udtryk. Som værk kan Breaking The Catatonic State derfor anses som en videreførelse af de grundsten, der blev lagt i den metalliske hardcore blandet med en fantasifuldhed og legesyge, der skal til for at relancere liv i netop denne genre. Med en nylig tilbagevenden til scenen af både Burnt By The Sun og Coalesce kan det godt være at Crouch har valgt det perfekte tidspunkt at puste lidt tiltrængt ild i de dvalende post-metalliske gløder.
Breaking The Catatonic State (Herefter refereret til som BTCS) er fra start et bevis på den selvsikre og talentfulde musikermasse, der befinder sig i Belgien lige pt. og med de tre medlemmer, som alle har eller har haft deres ben i andre band-lejre (Wiegedood, Ventilateur, ex-Oathbreaker, ex-Amenra) kommer Godby ud af starthullerne som et metallisk monster klar til at bringe post-rytmerne ind i den (sene)post-moderne tid. Både det indledende lydklip og de drypvise spoken-word indslag afslører bandets mission med denne plade og lader ikke lytteren være i tvivl om, at målet er at bryde med standarderne, både de musikalske og kulturelle, og lade albummet stå som et monument på et forsøg på at bryde med det nuværende og plante et vibrerende flag i konformitetens mudrede pøl.
Hvor Godby er en tung hardcore swinger rykker sang nummer 2, Vidal, allerede rytmerne i stykker lige fra start. Vidal er også udvalgt som single og man forstår hvorfor. Sangen indeholder de tunge hardcore udbrud man kender fra især Botch når de lader deres breakdowns klimakse men den underliggende melodi er hele vejen igennem holdt i snor og får lov til at svinge frem og tilbage mellem guitarens dissonante peaks og bassens næsten death-metal agtige flow. Først gynger riff’et afsted for i næste sekund at blive holdt nede af et melodisk tweak fra guitaren, der både agerer tempo – og melodifører. Slutningen på Vidal er et klassisk eksempel på den lyd som start 00’erne gjorde så godt og det er dejligt at blive mindet om at den form for metal stadig både er relevant og medrivende.
Yellow Eyes og Hatchets and Hammers som efterfølger er to rigtig tunge numre, som i udførsel lægger sig nærmere op ad den moderne form for tung hardcore end Vidal. Der er stadig pludselige temposkift og især Hatchets and Hammers har i sin andel halvdel et tydeligt motiv i melodi og riff-opbygning. Den overskyggende stemning på begge numre er dog stadig hardcorens ubønhørlige udladning og nedbrud. Det er i øvrigt rigtig dejligt at høre, hvor godt mix’et pladen er – slutningen på Hatchets and Hammers lader alle tre instrumenter skinne tydeligt igennem og fylder hver deres rolle ud. Pladen har gennemgående tydelige mellemrum, hvor alle musikerne får lov at brillere og definere deres lyd.
Pladens femte nummer er, som navnet antyder, en snørklet og bestemt sag. Twisted Colossus er et perfekt afbræk i den rigtige retning efter den gennemtrængende hardcore-opvisning på de to forudgående numre. Her bliver både Botch og Converge’s markante profiler efterlignet med rytmiske spasmer og den kaotiske hardcore meget mere løssluppen end tidligere. Sangen går over i en outro, der leder ind i et spoken word intermezzo, der sætter scenen til endnu én af albummets 3 singler – Bad Seed.
Bad seed er både musisk og lyrisk fuldstændig nådesløs og ukompromitteret. Menneskets fejlbarlighed og evige skam og skyld over aldrig at slå til i en evigt fremadstormende og kynisk verden kan tydeligt mærkes som tema gennem de 3 minutter Bad Seed får lov at pulsere. Man bliver revet rundt i det ene svingende riff efter det andet, hvorefter dynamikken skifter til kaotisk hardcore – alt sammen i en blanding af sludgy punk og post-metal.
Geneva er et langsomt men bombastisk monster, der gennem sine 6 minutter driver sig fremad ét sønderrivende riff efter det andet. Crouch har på BTCS et fremragende øre for, hvor og hvornår den langsomme rytme og det hurtigere frenetiske tempo skal dominere og Geneva lander på helt rette sted med en altødelæggende opvisning i kold og kynisk musikalsk primitivitet.
Pladens næstsidste nummer er også det mest diversificerende i alle post-metallens genre-udtryk. Non-Competitive Garden Display starter med en prog.sludgy intro ala tidligere Mastodon og der er senere i sangen også guitar-temaer, der giver genlyd til den æra fra bandet. Der er generelt et nedtonet progressivt anslag gennem sangens første 3 minutter blandet med både de tunge passager og indskudte riv i tempo inden den lader trommerne og bassen runge ud og lægge op til albummets afslutter: den mægtige Lhotse.
Efter små 40 minutter lader Crouch dynamikken og temposkiftende hvile og indleder deres sidste soniske angreb på lytterens trommehinder. Et gentagende hardcoreriff bliver blæst ud i verden og dominerer sangen fra start til slut uden at give anledning til håb for hverken lytteren eller for den verden de beboer. Crouch har ikke tænkt sig at lægge fingre imellem og pladen manifesterer sig til sidst som den vrede lussing til den igangværende trivselskrise på flere kontinenter, som mange mennesker gennemlever. Et auditivt opråb fra et band, der ønsker at forandre verden til det bedre gennem ubønhørligt tung musik, der skal lede lytteren gennem en katarse og ud på den anden side gul og blå men med et kæmpe smil hen over ansigtet. What doesn’t kill you makes you stronger. Crouch tilbyder kuren.
Lyt til pladen og støt dem på deres bandcamp:
https://crouchmusic.bandcamp.com/album/breaking-the-catatonic-state