Intet nyt er godt nyt, lyder det gamle ordsprog. I Kurt Viles tilfælde rammer det faktisk plet. På hans nyeste album Philadelphia’s Been Good to Me er alt nemlig heldigvis ved det gamle. Vile dyrker fortsat sit helt eget udtryk med skæve, tilbagelænede melodier og en nærmest spoken word-agtig vokal, der ikke er ulig Lou Reeds måde at synge på. Det uperfekte er blevet hans varemærke, og netop den underspillede, ubesværede stil mestrer han til perfektion. Det er det tilbagelænede indie-folk-udtryk, han har forfinet gennem nu ni studiealbum. Det seneste udspil er primært indspillet i Kurt Viles eget studie, som ligger i kælderen på hjemmet i Mount Airy i Philadelphia.
Man har aldrig kunnet beskylde Kurt Vile for at have travlt, og det har han heller ikke på Philadelphia’s Been Good to Me. Albummet åbner med “Zoom 97”, der med sit varme guitarlydbillede og afslappede groove straks får én til at sænke skuldrene. Allerede fra første strofe får man lyst til at lægge sig i hængekøjen og nyde livet.
Selvom albummet kunne lyde, som om det er undfanget i en pottåge, forholder det sig ikke sådan. Kurt Vile har ved flere lejligheder gjort det klart, at han ikke tager stoffer. Albummets tekstunivers kredser om at finde ro i tilværelsen, blive ældre og forsone sig med, at vi alle skal herfra på et tidspunkt. Samtidig er det en kærlighedserklæring til hjembyen Philadelphia. På den måde virker albummet mere dybtfølt end flere af Viles tidligere udgivelser.
Et af albummets højdepunkter er den næsten ti minutter lange “99th Song”. Udgangspunktet er egentlig ret banalt – en looper-pedal, der kun kan gemme 99 optagelser. Her synger Vile:
Stoned on music, well the best kind of high
Got love in my life and three girls by my side
Holdin’ it down and I’m taking it slow, yeah
Der bliver også skruet lidt op for tempoet undervejs på “Chance to Bleed”, hvor den akustiske guitar er skiftet ud med elektrisk guitar. Det er albummets mest umiddelbare rocksang med skramlede guitarer og masser af nerve. Vile leverer teksten i et tempo og en stil, der næsten kan karakteriseres som rap. Han har selv døbt udtrykket “hillbilly techno”. Et andet nummer, der skiller sig ud, er den herlige instrumentale “Red Room Dub”, hvor synthesizeren får lov til at træde i forgrunden. Fremhæves skal også den smukke, og drømmende “Avalanches of Snow” med trompet, akustisk guitar, håndklap og klokkespil, der har et nærmest filmisk udtryk.
Albummet er dog ikke uden svagheder. Med en spilletid på lidt over en time bliver enkelte passager lidt for løse i kanten, og et par korte mellemspil kunne uden de store problemer være blevet i øvelokalet. Men det er samtidig også en del af charmen ved Kurt Vile, at han dyrker det uperfekte og n del af hans skæve charme. Philadelphia’s Been Good to Me er i hvertfald en seriøs kandidat til at blive soundtracket til min sommer.
Score: 4/5