Tilbage i 2018 udgav det polske psych/prog stoner band Weedpecker deres tredje album, III, som med dets rødder i 70’er prog’en, blandet med den mere atmosfærisk orienterede stoner/psych, skabte en plade, som begejstrede mange fans af psych/stoner genren og som jeg den dag i dag stadig sætter på anlægget fra tid til anden. Denne plade var samtidig med til at åbne mit blik for den tiltagende bølge af polske bands, der begyndte at slå igennem på stoner/doom siden, og som sidenhen har manifesteret Polen, som et fremragende og fremadskuende musikalsk arnested for kvalitets-bands i alle rockens afskygninger.
Weedpeckers to forudgående plader, passende betitlet Weedpecker (Self-titled) og II, havde lagt grobunden for bandet, med førstnævnte med fødderne placeret mest i den mere riff-orientede stoner verden og II med introduktionen af den mere psykedeliske og atmosfæriske lydside, der tilsammen udmøntede sig i to fremragende plader og på III fuldførte bandet så, efter min ydmyge mening, den perfekte sammensmeltning af de to forudgående pladers styrker og cementerede Weedpecker som en værdig udfordrer til bannerførerne af høj-status bands med samme musikalske udtryk.
Med den nye plade, V, lægger de polske jam-mestre sig i kølvandet på dualiteten som fremherskede på III og er den plade i bandets diskografi, som ligner det nye værk mest. Bandets sidste plade, IV: The Stream of Forgotten Thoughts, som udkom i 2021, var en noget anderledes plade end de tre forrige og var et udtryk for en bevidst udvikling i en mere umiddelbar og excentrisk omgang psych/prog, hvor stoner-elementet fik et nøk opad på hastigheden og bandet fremviste sig fra sin mest omskiftende og dynamiske side. Et nyt line-up i og 4 års mellemrum mellem plade fire og fem har endnu engang ført Weedpecker frem til en plade, der som beskrevet ligner bandets tidligere værker mere end deres sidste, men som samtidig har tilført det overskud og den selvsikkerhed i visionen, der gør, at V står klart som det hidtil fornemmeste udspil i bandets fine diskografi.
V er skrevet og udtænkt af bandets ankermand Piotr Dobry og på denne plade har han allieret sig med tidligere/nuværende medlemmer af Behemoth, Dopelord, Major Kong og Atom Juice – alle kendte kapable kræfter der bidrager til det homogene udtryk, der gennemsyrer V.
Fra intronummeret til sidste sang The last Summer of Youth er det tydeligt at høre, hvordan Piotr Dobry har ønsket at denne plade skal lyde og hvordan den skal fungere som et knapt tre kvarters bevidsthedsudvidende afbræk fra verden og dens kaos omkring os. Netop ovennævnte Atom Juice, som både deler label og tidligere medlemmer med Weedpecker, frembragte sidste år én af genrens bedste bud på hæmningsløs og syret prog/stoner og den plade virker som et næsten direkte modspil til V’s afstemte og konstant dikterende prog-værk. Hvis nogen er i tvivl om den musikalske fremgang og formåen inden for den polske rock scene de sidste par år vil disse 2 plader synliggøre, hvor højt et niveau landet efterhånden befinder sig på.
I et musikalsk spektrum, hvor fremragende bands såsom Causa Sui, Elder og Somali Yacht Club også slår sine folder gør Weedpecker deres bedste for at inkorporere den melodiøse opbygning, der lader lytterens hjerne (og hjerte) trække vejret og drive væk inden man, som en sonisk malstrøm, bliver suget ind i et stramt og effektfuldt riff-gyngende afsnit, der ikke slipper sit greb før man har mistet pusten og igen er klar til at blive sluppet fri på fantasiens legeplads.
På første reelle nummer efter den bevidsthedsindlemmende intro, gør Fading Whispers nemlig dette kunststykke til perfektion. Kimen til sangens melodi-struktur bliver lagt og når man som lytter er blevet trukket ned i den mentalt dybe og bløde flerfarvede lænestol sætter bandet ind efter 3 minutter med de første anslag til stonerangrebet, der udgør næste ryk i sangen. Én af Weedpeckers umiddelbare styrker, som hurtigt står klart, er Dobrys vokal. Uden at fylde for meget i mixet lægger den sig som et passende melodisk supplement til de drømmende klangflader, der væver sig ind og ud af hinanden. Hvor det instrumentale får lov at skinne igennem og fylde sangen ud, kan Piotr Dobry med sin stemme undervejs føre lytteren fra ét sted i sangen til det næste uden at fjerne fokus fra det fremragende samspil, der fungerer upåklageligt gennem albummets 6 sange.
Fading Whispers er med sine 11 minutter et klassisk eksempel på den seriøse og fyldestgørende episke proggressive tilgang, som mange gange kræves for at et nummer kan få lov at udfolde sig efter hensigten. Lidt over halvvejs i sangen indføres den første markante synth-lydflade, som Weedpecker gør brug af på resten af albummet. Mellotron-effekten har til hensigt både at give lytteren et baggrundstæppe af ført melodi samt henkaste tankerne til den historiske brønd af store proto-prog. bands såsom King Crimson og Genesis, som Weedpecker gavnligt dykker ned i, emulerer og ærer med skabelsen af deres eget, storladne værk.
Et andet fremtrædende element i Weedpeckers musikalske arsenal er trommerne.
Allerede ved første nedslag er det tydeligt at høre, hvordan trommerne, i forhold til de tidligere plader, har en helt anden klang og dynamik i fremførslen. De nedslagstunge rundgange afgiver en klar reference til den mere metalliske prog og er lidt en afvigelse fra den ellers mere bløde og afdæmpede trommeproduktion fra de tidligere plader. Når sangenes opbygning er så afhængige af dynamik og skift i fremdrift bliver det efter 6 numre meget tydeligt, hvor effektivt trommerne bidrager til den vekselvirkning, der dominerer overgangen fra passiv til aggressiv og som definerer opskriften på success for denne plade.
Ash gentager den smagfulde opskrift fra Fading Whispers og formår på 9 minutter at udfordre forgængerens storhed. Både vokalen og op – og nedgangene i trommernes kraftigt fremherskende dikteren i sangen giver minder om Elder og deres metode og opbygning af storslået stoner/prog. Hvis Weedpecker tidligere har affundet sig med at være lillebror, både i genrekendte kredse, men også som liveband på festivaler, så giver de denne gang Elder kamp til stregen som værende kongen af netop denne form for undersøgende samt slagkraftig stonerprog.
Mellemnummeret, In The Dark We Shine, trækker luften ud af den dynamiske damptrommel og lader med både spansk guitar og kraftige synthflader sangen komme ned i tempo. 70érnes psykedeliske aftegninger i det musikalske univers bliver her introduceret og fungerer som smuk overgang til pladens sidste store bidrag til monumentalt tempofyldt stonerprog – sangen Mirrors.
Mirrors pakker alt dét som hidtil har formet pladens ekstremer ind i én kompakt udladning, som rammer lytteren med så meget tyngde samt instrumental substans at man blot lukker øjnene og følger viljeløs, men gladeligt, ind i Weedpeckers formfuldendte epos. Der findes mange grunde til at høre musik – én af de absolut vigtigste er visheden i, at når verden udenom konstant virker til at stå på randen af kollaps og kaos, så kan man indlemme sig 50 minutter i Weedpeckers V og blive transporteret lige derhen man har brug for. De sørger både for rum og lyd til at fantasien og bevidstheden kan rejse langt bort og opløses – og når man har brug for at få et styrkende slag og et opløftende vink med en vognstang om at alt nok skal gå fordi at godhed og visdom stadig findes, cementerer Weedpecker denne følelse med 6 numre af allerhøjeste klasse.
Det er også derfor at sidste nummer – The Last Summer of Youth – både virker som en bevidst anerkendelse af skiftet i verdens tilstand og dens effekt heraf men også som et levende, kæmpende modstykke, der ønsker at vise at godt nok er historien og nutiden formet af krig og usikre tider, men ét af de bedste og effektive midler mod undergang er musikkens positive virkning og kunstens og kreativitetens uudtømmelige kraft.
Weedpecker må gerne definere 2026 for mit vedkommende.
Score: 4/5
Lyt og støt bandet på deres bandcamp: