Redaktionen sætter her i starten af 2026 fokus på de seneste udgivelser fra henholdsvis Blackwater Holylight og Hoaxed – to grupper, hvis nye udspil længe har været imødeset med spænding. Resultatet er overvejende vellykket for begge parter og især gruppernes øgede fokus på at strømline deres virkemidler og styrket produktion gør bekendtskabet med de nye udspil en nær udelt fornøjelse.
Blackwater Holylight – Not here not gone
Efter 3 fuldlængder og en nylig EP har Blackwater Holylight langsomt men sikkert positioneret sig som et band, der nægter at gå på kompromis med deres musikalske udvikling og som følge deraf rammer et nyt højdepunkt på deres nyeste plade.
Genre-blandingerne har altid været en styrke i kvartettens arsenal og siden deres self-titled debut i 2018 har det Portland (Oregon)-baserede band fulgt en rute gennem æterisk doom, stoner-influeret heavyrock og klangbilleder fyldt med shoegaze-lydens drømmende og vuggende fremdrift. Især shoegaze-elementet får på dette nye udspil fuldt fokus og styrer melodisk hver af de 11 sange på pladen hen mod en slutning, hvor man bliver efterladt med følelsen af bristede drømme og ondt i sjælen – dog uden at lyset undervejs er blevet slukket helt. Den klassiske dualitet mellem lys og mørke, let og dundrende tung, bliver i den grad dyrket i lydbilledet – men genkendelsen indeholder ikke svaghedstegn når det samlede udtryk udfolder sig som tilfældet er på Not here not gone.
Pladen åbner med den nøje udvalgte How will you feel. En sang, der fra de 4 første strofer på guitaren, indlemmer lytteren i dét Shoegaze univers, som omfavner resten af pladen og holder ængstelsen i højsædet gennem nummeret. Den virkning og force hedengangne My Bloody Valentine havde med deres distinkte og drevne shoegaze har Blackwater Holylight taget patent på i en moderne version og nummeret bevæger sig ved hjælp af den klassiske forvrængede guitar og tung, melodisk synth hen mod en smuk opsat forløsning, der sætter scenen for resten af pladen.
Sunny Faris’ vokalarbejde er sjæleligt og afstemt med at føre lytterne – ikke drive dem – gennem, hvad der lyder som et forlist forhold uden at røbe mere end at man kun kan ane omfanget af frustration og smerte. Lyrikken på Not Here Not Gone er generelt sparsom og repetitiv, hvilket ved de første par gennemlytninger ikke spiller nogen mærkbar rolle for helhedsindtrykket. Dog kan man ved omgang 6 eller 7 i selskab med pladen godt ønske sig mere alsidighed og udvikling på den lyriske front. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er bandets intention at fastholde den stringente fortælling som virkemiddel og lade mysteriet omkring sangens intention være op til lytteren. Jeg ville dog mene at samme udfald kunne have været gældende uden den enerverende repetition af vokal linjerne.
Heldigvis for Sunny Faris og resten af bandet lyder hendes vokal så æterisk og smerteligt hjemsøgende, at man langt oftest lader sig henrive, når de tunge riffs og trommernes tempo følger hende undervejs på pladen.
Hun stråler igen på næste nummer, den smukke Involuntary Haze. Produktionen er virkelig skarp og sørger for, at Faris’s vokal bliver et holdepunkt hen over en massivt rullende flod af synth og tung ‘gaze pakket ind i den skrøbeligste melodiske doom så medrivende, at man ikke kan undgå at lukke øjnene og blive indsvøbt i den smertefulde atmosfære, som bandet inviterer én ind i.
De 4 kvinder fra Portland kan dog andet i deres nuværende konstellation end at søge den uudgrundelige smerte i deres numre, hvilket de beviser med bravour på pladens tredje nummer. Bodies tager ingen fanger lige fra åbningen og rammer med det vuggende groove lytteren så hårdt, at man næsten glemmer den drømmende atmosfære, der indtil nu var blevet kørt i stilling. Versene i sangen drager dog lyden tilbage til synthtung eufori, så man når at trække vejret og synge med på den stramme melodi inden sangen igen lukker sig om sit tunge hovedtema og viser, hvorfor Blackwater Holylight også er en blevet en force på adskillige metalfestivaler rundt om i verden. Både Bodies og den senere sang Spades bidrager til dynamikken på pladen ved at indføre lidt modspil til de smukke, drevne melodistykker og lade deres sange tage form af at være udadreagerende og invasive og ikke kun introspektive. Trommerne som indtil nu har ageret fast, rytmisk drivkraft bliver sat mere i centrum og får lov til at implementere lidt liv og luft til musikken. Jeg glæder mig personligt til at opleve bandet live, hvor jeg er sikker på at både Bodies og Spades på grund af deres betonede aggression også bliver en fast bestanddel i live-settet.
Heavy, Why? efterfølger Bodies og er dejligt simpelt pladens højdepunkt. Sangen føles først som sidst som kulminationen på Blackwater Holylights progression og rammer alle de nedslagspunkter, der gør bandet til så spændende et bekendtskab. Den smittende synth-melodi, der overtager mellemstykket efterfulgt af den smukkeste dronende guitar, der lader sig dø ud efter de 4 minutter, efterlader lytteren med en lyst til at trykke replay igen og igen samt følelsen af, at sangen indeholder alt dét en aficionado for smukt men smertefuldt musik kan ønske sig. Bølgen af artister, som gør sig gældende i samme lyd og atmosfære som Blackwater Holylight vugger på sit foreløbigt højeste i disse tider, og bandet bidrager i den grad til forståelsen af, hvorfor netop denne genre skyder så mange nye spændende navne ud pt. Amalgameringen af original shoegaze, tunge riffs og aggression strakt ud i længerevarende crescendoer er noget, der tiltaler netop både den tålmodige lytter og den umiddelbare smæk-for-skillingen persona.
På pladens interlude – Giraffe – får bandet elektronisk hjælp af Sonny Diperri, og bruger det ominøse beat til at lade lytteren puste ud samt varsle et mindre vendepunkt på pladen. Selvom det korte mellemspil efterfølges af føromtalte Spades, så er der sporbar forskel på pladens halvdel før og efter Giraffe.
Spades er klart udspillets mest stoner-relaterede output. Guitarens riffs og bevægelser får lov at diktere mere end vokal og atmosfære, og sangen gør i sin relativt korte introduktion alt for at cementere sig som en udelukkende sværvægter i forhold til resten af pladen.
Void to be som efterfølger, er med sine 5.35 minutter en direkte modsætning til Spades og formår at trække lytteren tilbage i den melodiske brønd, hvor skrøbeligheden igen trænger sig på og giver sangen og dens langsommelige opbygning mulighed for at lade lytteren komme tilbage i den drevne trance, som bandet er så gode til eksekvere til slut i et højintens klimaks. Ved flere gennemlytninger bliver Void To Be en klar favorit, som rangerer i top blandt pladens mange andre højdepunkter.
Fraværet af jagten på den ellers, til tider, søgte melodi i sangene bliver Fade’s force, da den giver sig selv tid til at bygge sig op i en doomgaze opvisning. Flowet og groovet mødes i sangens sidste halvdel, hvor klimaks vælter ind over lytteren og selvom man ikke kan andet end at lade sig drive med, bliver man samtidig mindet på, hvorfor netop denne genre er så effektiv til at opnå den følelse.
Bekendtskabet med Blackwater Holylight’s 4. plade forbliver positivt da man rammer næstsidste nummer Mourning After. Sangen er i form og ånd en forlængelse af Void To Be og Fade, da den også langsomt lader sig bygge op og først til sidst eksploderer i melodisk forløsning. Da man rammer dette punkt på pladen er virkemidlerne ved at være dyrket så hårdt, at der som lytter skal mere til at blive vundet over af den opbyggende schwung og selvom nummeret i sig selv er på et højt niveau, sidder man stadig med en følelse af at pladen her burde finde sit ultimative klimaks. Det virker dog ret tydeligt, at bandet holder sig stramt til deres metode og ikke afviger fra sangenes komplementære udformning, hvor håb og desperation kæmper om fokus og overtaget helt ind til sidste auditive udladning.
Derfor virker Poppyfields, pladens sidste nummer, både som en værdig afslutter men samtidig også en anelse overgjort. Da de foregående 35 minutter alle tydeligt har peget i den nye retning Blackwater Holylight vil føre deres musikalske foretagende hen, støder Poppyfields med dens blast beats og black metal undertoner resten af pladen fra sig, mere end de omfavner den med dette sidste nummer. Sangen er i sig selv dragende og smuk – æstetikken virker dog mere som et statement end som et bidrag til helheden. Det kan ikke undgås at være et bevidst valg fra bandets side, og et modigt ét uden tvivl. Om det binder dén sløjfe på Not here not gone, som lytteren har opbygget relation til forudgående for Poppyfields skal jeg lade være usagt for andres vedkommende – for undertegnede er det, blandet med pladens relativt ensformige opbygning efter Giraffe, en konklusion jeg gerne havde hørt anderledes.
Blackwater Holylight har turneret vidt og bredt de sidste par år med en bred vifte af solide musikalske navne samt sparringspartnere og de er selv blevet en fast bestanddel på alverdens alternative rock – og metalscener. Den inspiration de har opsamlet undervejs har ført til den udvikling, der tydeliggøres klart på Not Here Not Gone. De fremviser et imponerende musikalsk overskud og melodisk tæft, men også en stram vision og excellering inden for doomgaze/dark rock territoriet. Denne plade stiller Blackwater Holylight på toppen af det efterhånden store udvalg af kvalitets-acts, der udforsker den mørkere side af håbets palet.
Score: 3.5/5
Lyt til pladen og støt dem via deres bandcamp:
https://blackwaterholylight.bandcamp.com/album/not-here-not-gone
Hoaxed – Death Knocks
Relapse Records gjorde i 2021 sig bemærket ved at indlemme duoen Hoaxed i pladeselskabets fold på baggrund af kun en enkelt EP. Hvad pladeselskabet må have fornemmet var at de to unge kvinder, Kat Keo (vokal/guitar) og Kim Coffel (trommer), indeholdte nok kvalitet til at kunne gøre sig på den internationale musikscene inden for en nærtstående fremtid. Året efter fulgte så debut’en Two Shadows, hvor bandet bekendtgjorde deres forkærlighed for et fængende heavy rock univers med undertoner af goth metal og strøet med små glimt af Americana hen over pladen. Pladen opnåede rigeligt opmærksomhed og fik generelt fine anmeldelser og med den, indtil videre, vindende formel, har bandet skabt deres andet album Death Knocks.
På plade nummer 2 har bandet udvidet med et tredje medlem, bassist April Dimmick, så Hoaxed nu udgør en trio, og med tilføjelsen af Dimmick lyder det til at bandet har fundet den endelige konstellation til at skære sit mærke ind i rock-stammen.
Hvor Hoaxed fik klaret paragrafferne på debuten med en spilletid på 28 minutter disker de ikke op med noget revolutionært eller progressivt på plade noget nr.2
Med 9 numre (inkl.1 interlude) og en spilletid på 31 minutter er Death Knocks fra bandets side set som en direkte efterfølger til Two Shadows. De 2 første sange på pladen er også skrevet i kølvandet på udgivelsen af debuten, og det er unægteligt tydeligt at høre et overlap både i stil, form og mission.
Kvinderne i Hoaxed beskriver den nye plade som et værk, hvor bl.a. kvinderollen og dennes udfordringer historisk set danner rammen om diverse fortællinger indhyllet i folklore, popkultur forklædt som mysticisme og spørgsmål om liv efter døden. Pladecoveret, der simpelt viser et gammelt mausoleum, der lyser op i måneskinnet, er meget rammende for den stemning, der bliver implementeret undervejs på Death Knocks. De tilhørende små lydsekvenser, der medfølger enkelte numre, er også med til at bandet kan male med den gotiske pensel og sløre sangene i middelalderlig mystik. Metal-genren har generelt altid været garant for teatralsk spændvidde og nydt godt af den dimension ift. at fange opmærksomheden fra konkurrenterne, hvis det musiske element i sig selv ikke var nok.
Hvor bandet Castle Rat, som udgav deres nyeste plade sidste år, bygger hele deres univers op omkring en samlet vision og fortælling, bruger Hoaxed historikken og referencerne som pejlemærker til at sammenligne historier fra fortid og nutid og deres lyd kommer derfor til at fremstå meget mere separat fra lyrikkens univers end tilfældet er med et band som eksempelvis Caste Rat.
Åbningsnummeret Where The Seas Fall Silent er et fint eksempel på brugen af den klassiske fortælling om forliste skibe og sømænds skæbne forseglet af musernes sang. En parallel til moderne tiders mænd og deres uundgåelige undergang grundet ukritisk fascination af hypnotisk tillokkende sirener er til at tage og føle på.
Både Where the Seas Fall Silent og efterfølgeren Kill Switch danner en formidabel start på et album, der sætter proto-metallen og den mørke rock i solidt samspil og skaber en hybrid af hedengangen klassisk heavy-rock og tungt bidende men melodisk powerpop. På hvert nummer bliver det mørke tæppe rullet over lyden og som kontrast lyser Kat Keo’s vokal igennem lydbilledet og dikterer sangenes melodiske retning.
Helt generelt skal Kat Keo fremhæves, da hendes vokal og melodilinjer ikke blot er fremragende, men også meget dikterende for den effekt, som Death Knocks ender med at have på lytteren. Efter flere gennemlytninger står sangene skarpt tilbage, udhulet for overflødigt fyld og utroligt fængende – de holder også fast lang tid efter man har sluppet pladen. Jeg kan ikke mindes at have sunget en sang flere gange under bruseren de sidste 14 dage end Dead Ringer – pladens 6 nummer. Her stråler Kat Keo som en blanding mellem en insisterende Stevie Nicks og en gotisk Maggie Reilly.
Kun Promised To Me og slutnummeret …Killing Stone trækker lidt tempoet ud af Kat’s vokal og giver hende rum til at gå i et lavere og mere dybt leje – om end lige så hjemsøgende. Derudover flankeres hendes smukke vokal til tider af bandets resterende medlemmer, der hver især supplerer med både melodiske anden-stemmer og hidsige skrig, hvad end sangens motiv kræver. Med fare for at falde i den teatralske og overgjorte fælde, synes jeg bestemt at det klæder Hoaxed at bruge disse virkemidler, da de formår at gøre det sparsomt og drypvist passende. Derudover kan man høre at bandet har det sjovt med deres setup – lydsekvenserne og især de lyriske referencer henter deres inspiration fra lige dele populærkulturen (Kill Switch er en ode til Furiosa-figuren fra Mad Max: Fury Road) og fortidige spøgelseshistorier fra det fjerne østen (Killing Stone er i det samme en reference til folkloren om en forurettet japansk kvinde, der genopstår fra de døde og tager grusom hævn over gerningsmændene).
The Fallen bruger med sin dobbeltpedal i opbygningen til omkvædet og skarpe guitar-noter, god brug af dynamik og tempo, som vægtes fint gennem sangen. De mere metalliske tiltag fordeles igen uden at være overgjort eller fjerne fokus fra den egentlige styrke, som er bandets melodiske mørke rock.
Dead Ringer er som sagt en lille perle. Her bliver cello introduceret og skaber en fin underlægning til nummerets mere symfoniske vers-linjer inden det pulserende omkvæd rammer som en melodisk hammer. Nummeret har så meget pondus og kvalitet i omkvædet, at det kunne have været en tidlig nominering til årets sang. Der bliver lagt op til den helt store finale lige efter sidste omkvæd, men desværre bliver klimakset ikke forløst i det opbyggede tunge sluttryk. I stedet holder Hoaxed på deres stramme skabelon til korte sange og vers-omkvæd opbygning uden for store instrumentale svinkeærinder.
Wretched samt The Family introducerer lidt mere vildskab ift. instrumenteringen. Her får både bassist April Dimmick og trommeslager Kim Coffel mulighed for at stå lidt mere i centrum og være dikterende i lydbilledet. Begge sange er igen utroligt smittende med deres brug af 2 vokaler, der fletter sig ind og ud af hinanden og farver hvert underbyggende riff i melodi og anslag.
Den afsluttende …Killing Stone er en lidt mere downtempo sag, dog ikke mindre smittende. Man kan ikke undgå at komme til at gå rundt dagevis efter at have forladt pladen og synge med på de Three Knocks From Below.
Da sangen sluttes af er man efterladt med et klart minde om 31 minutters stringent gotisk heavy/dark rock, som absolut kan tåle et genhør med det samme.
Bølgen af udbydere af klassiske metal-genrer blandet med den mere mørke rock har været på sit højeste de sidste par år og Hoaxed gør deres bedste for at give deres bud på, hvordan netop den musikalske udformning også kan se ud. På Death Knocks bruger de relativt kort tid på at skabe 8 sange, der alle som én står (måne)klart tilbage som værende velkomponerede, vellydende og intense. Vokalarbejdet stråler virkelig og fortjener fokus og ros. Hvis Hoaxed kan konvertere disse sanges intensitet ud i et live-setup samt lægge lag på de musikalske byggesten kan de blive et endnu mere interessant bekendtskab i fremtiden og jeg spår bandet lige så store muligheder for at bryde igennem den bredere genre-barriere som førnævnte Castle Rat eller et ,efterhånden, stort arena-band som Ghost.
Score: 3.5/5
Lyt til pladen og støt dem via deres bandcamp: