På trip med rumpatruljen
Motorpsycho er et band, jeg ofte har hørt om, men aldrig rigtig har fået lyttet til. Det på trods af, at jeg faktisk købte deres udgivelse Let Them Eat Cake på compact disc, da den udkom i 2000 – men cd’en fik desværre ikke mange ture i cd-afspilleren dengang.
Nu er trondheimbandet så aktuelle med nyt materiale, studiealbum nummer 25 i rækken siden bandet blev dannet i 1989, hvilket i sig selv må siges at være en ganske imponerende bedrift. Og efter at have hørt legendernes nyeste udspil, er der ingen tvivl om, at jeg skal have støvet den gamle compact disc af til et genlyt. Bandet består i dag af grundlæggerne Bent Sæther på elektrisk bas og vokal samt Hans Magnus “Snah” Ryan på guitar og vokal.
Motorpsychos nye album har fået titlen The Gaia II Space Corps – en titel der leder tankerne hen på Månebase Alpha og andre klassiske sci-fi-serier fra 60’erne og 70’erne. På mange måder rammer titlen også albummets musikalske univers ganske præcist, for på pladens 36 minutter trækkes der tydelige tråde tilbage til den klassiske psykedeliske rock fra samme periode. Hvis man ikke vidste, at der var tale om en spritny udgivelse, kunne man godt fristes til at tro, at skiven var indspillet engang i 1972.
Albummet åbner med “Fanny Again, Or”, en klassisk rocksag med tung bas og masser af guitar. Bent Sæthers vokal balancerer fint mellem det melodiøse og det rå, og nummeret sætter hurtigt tonen for resten af pladen.
Næste track har den fantastiske titel “The Great Stash Robbery (A Bummer on the Freakscene)” og er et af pladens stærkeste numre. Det er tungt og bluesy med spacede twin-guitarsoloer, der vandrer fra den ene højttaler til den anden, og vokalharmonier der leder tankerne hen på klassiske bands som Wishbone Ash eller Cream. Tekstuniverset giver associationer til tømmermændene i kølvandet på hippitiden:
“the dream is fading and we’re giving it away
there’s no more free love in the park
they’ve taken over and they’re shutting it all down your favourite dealers are all narcs”
På skæringen “TSMcR” kan jeg ikke lade være med at tænke på The Whos klassiker Won’t Get Fooled Again. Sangen indledes i hvert fald med en sequencer-agtig figur, der minder lidt om introen til The Who-nummeret. Her stopper lighederne dog også, for vi bevæger os hurtigt ud ad et mørkere spor, der på sin vis kan lyde som soundtracket til et mindre vellykket syretrip.
“The hornet” åbner med akustisk guitar og let forvrænget vokal. Sangen vokser gradvist frem med en pulserende trommerytme og en repetitiv guitarfigur. fornemmelsen er Black Sabbaths Planet Caravan – den samme svævende, psykedeliske stemning.
På titelnummeret “The Gaia II Space Corps” er der 60’er-stemning for alle pengene med et fængende omkvæd og lækre vokalharmonier. Den melodiske popstruktur med psykedeliske elementer leder tankerne hen på The Byrds og Love. De fine vokalharmonier dyrkes også på “The Oracle”, der er en melodisk og drømmende ballade.
Trippet rundes af med “Black As Night”, en coverversion fra det psykedeliske band The Frosts 1970-udspil Through The Eyes Of Love. Det er en næsten symbolsk måde at runde et album af på, med et track der i den grad fungerer som en kærlig homage til den klassiske psykedeliske rocktradition.
Kort fortalt har kumpanerne Sæther og Ryan begået en solid plade, der føles som en rumrejse tilbage til den psykedeliske rocks storhedstid i slut 60erne og start 70erne, its cosmic maaaan …Og hvis albummet også kan få en gammel cd fra årtusindskiftet til at finde vej tilbage i min afspiller, ja, så må missionen siges at være lykkedes.
Score: 4,3/5
Lyt til pladen og støt dem via deres bandcamp: